Under de kommende fredsforhandlinger om Ukraine, der skal finde sted i denne uge i Genève i Schweiz, vil de "vigtigste spørgsmål" blive diskuteret, herunder territorier.

Det oplyser Kreml-talsperson Dmitrij Peskov ifølge nyhedsbureauet Reuters.

Han uddyber desuden, at både den russiske præsident Vladimir Putins rådgiver, Vladimir Medinskij, den militære efterretningschef, Igor Kostjukov, og Ruslands særlige udsending Kirill Dmitrijev vil deltage i forhandlingerne mellem Rusland, Ukraine og USA.

Sammenlignet med forhandlingerne i Abu Dhabi, der fandt sted tidligere på måneden, vil de nye forhandlinger, som forventes at starte tirsdag, dække "en bredere række" af emner, fortæller Peskov ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

Disse forhandlinger blev beskrevet som konstruktive, men de førte ikke til nogen gennembrud.

Rusland har oplyst, at dets delegation til Genève ledes af Vladimir Medinskij.Det er en ændring fra forhandlingerne i Abu Dhabi, hvor den russiske delegation havde den militære efterretningschef i spidsen.

- Denne gang planlægger vi at diskutere et bredere sæt af emner fokuseret på de centrale spørgsmål relateret til territorier og andre krav, siger Peskov ifølge Tass og tilføjer:

- Det er derfor, tilstedeværelsen af vores chefforhandler Medinskij er nødvendig.

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, sagde lørdag ifølge Reuters, at han håber, at de diplomatiske forhandlinger, der skal finde sted i Genève tirsdag, bliver seriøse og substantielle.

Nyhedsbureauet beskriver, hvordan Ukraine er under et stigende pres fra USA for at indgå en aftale. Samtidig kræver russerne, at Ukraine afgiver hele Donbas-området.

/ritzau/