De to ledere af henholdsvis Rusland og Kina, Vladimir Putin og Xi Jinping, er i »konstant kontakt«.

Både direkte og indirekte.

Sådan lyder det fredag fra talsmanden for det politiske magtcentrum i Kreml, Dmitrij Peskov, til det statskontrollerede medie Tass.

Udtalelsen kommer han med samme dag, som det er kommet frem, at den russiske premierminister, Mikhail Misjustin, forventes at rejse på besøg i Kina i begyndelsen af november.

I den forbindelse har det russiske medie spurgt Dmitrij Peskov, om Vladimir Putin planlægger at videregive en besked til Xi Jinping gennem premierministeren.

Til det svarer Kreml-talsmanden ifølge Tass:

Her ses Dmitrij Peskov og Vladimir Putin i november sidste år.
Her ses Dmitrij Peskov og Vladimir Putin i november sidste år. Foto: Turar Kazangapov/Reuters/Ritzau Scanpix

»Lederne (af Rusland og Kina) er i konstant kontakt, direkte og indirekte.«

Videre lyder det fra Peskov, at han på nuværende tidspunkt ikke kan sige, om Putin vil videregive en besked.

Det statskontrollerede medie har fredag oplyst, at Mikhail Misjustin ifølge den russiske regerings pressetjeneste vil besøge Kina den 3. til 4. november.

Under turen vil han – efter sigende – mødes med Xi Jinping i Beijing.

Kina er ikke part i konflikten mellem Rusland og Ukraine, men Ukraine har flere gange sagt, at Kina leverer materialer til Rusland, som Rusland kan bruge i krigen.

Den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, har derfor tidligere givet udtryk for, at han ønsker, at den amerikanske præsident, Donald Trump, vil lægge pres på Kina i forhold til at skære i støtten til Rusland.