En direkte krig kan bryde ud mellem Rusland og Nato senest i 2029.

Sådan lyder den kontante melding fra Tysklands forsvarsminister, Boris Pistorius, i anledning af, at de tyske væbnede styrker fyldte 70 år.

Det skriver det norske medie VG.

»Vi har altid sagt, at det kunne ske i 2029. Men nu er der andre, der hævder, at det kan ske allerede i 2028, og nogle militærhistorikere mener endda, at vi allerede har haft vores sidste fredelige sommer,« udtalte den tyske forsvarsminister i et interview med Frankfurter Allgemeine Zeitung.

Udmeldingen er dog nået helt til Kremls talsmand Dmitrij Peskov, der ikke just er begejstret for den.

Ifølge det polske medie Polsat News skulle talsmanden have udtalt, at Rusland ikke ønsker en konfrontation med Nato, men at landet er nødsaget til at sikre deres egne interesser.

Han anklager samtidig de europæiske lande for at bruge en optrappende militærretorik.

Tysklands forsvarsminister, Boris Pistorius, understregede i sin tale, at Nato i hans optik er i stand til at forsvare sig mod trusler fra Rusland.