Vladimir Putins toprådgiver, Kirill Dmitrijev, langer hårdt ud efter statsminister Mette Frederiksen (S).

»Hun fortjener at tabe Grønland,« skriver han på X.

Her har Dmitrijev delt en video af Mette Frederiksen, hvor hun kritiserer Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, og Finlands præsident, Alexander Stubb, for at have talt i telefon med den russiske præsident om Ruslands invasion af Ukraine.

»Krigsmagere vil tabe. Dialogen vil sejre,« fortsætter Kirill Dmitrijev.

Telefonsamtalen mellem de tre statsledere fandt sted i går, tirsdag, og efterfølgende udtalte Mette Frederiksen, at hun er 'meget skeptisk' over for tiltaget og ikke ved, hvad 'de to lande tænker, man kan opnå med det her'.

»Det er ikke koordineret med os andre,« sagde hun til TV 2 og fortsatte:

»Jeg synes, man skal holde Europa sammen i stedet for at gå solo.«

Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, er derimod 'taknemmelig' for Norge og Finlands aktive diplomatiske arbejde.

»Jeg er taknemmelig for den detaljerede briefing og for deres aktive støtte til vores diplomati og fælles fredsindsats, vi efterstræber med alle vores partnere,« skrev han på X.

Støre, Stubb og Putin drøftede muligheder for fredsforhandlinger og krigen i Ukraines aktuelle situation i telefonopkaldet.

Ifølge Ruslands udenrigsminister, Sergej Lavrov, kom der intet nyt frem under telefonsamtalen.

Han mener, at de europæiske lande ganske enkelt forsøger at få en rolle i forhandlingsprocessen, skriver Reuters.