Direktøren for den amerikanske efterretningstjeneste CIA, John Ratcliffe, talte ifølge en russisk talsperson med folk fra den russiske efterretningstjeneste, da han tirsdag besøgte landets hovedstad, Moskva.

Det siger Dmitrij Peskov, der er Ruslands præsidentielle talsperson, onsdag ifølge Reuters.

Peskov understreger, at Ratcliffe ikke mødtes med den russiske præsident, Vladimir Putin, under besøget.

Den russiske præsident er dog blevet orienteret om resultaterne af samtalerne, siger Peskov uden at komme det nærmere.

Om den type kontakter mellem landenes efterretningstjenester kan være med til at forbedre forholdet mellem USA og Rusland, som Peskov beskriver som i "en dyb krise", er endnu for tidligt at sige, siger talspersonen.

- Kontakt gennem efterretningstjenesterne er i sig selv en positiv udvikling. Det er for tidligt at sige, hvordan det vil påvirke processen med at løse krisen i vores relationer, siger Peskov ifølge nyhedsbureauet AFP.

Sidste gang en CIA-direktør besøgte Moskva var ifølge nyhedsbureauet i november 2021, da den daværende CIA-direktør, William Burns, advarede Rusland mod at sende tropper ind i Ukraine.

Det Hvide Hus og CIA har endnu ikke kommenteret besøget.

Ratcliffe rejste til den russiske hovedstad, Moskva, om bord på et militærfly af typen Boeing C-17.

Det oplyste anonyme kilder, der kender til turen, ifølge CBS News tirsdag.

Inden meldingen fra CBS News, havde netop et Boeing C-17-fly skabt opmærksomhed på sociale medier.

Flyet var lettet fra Letland og fløjet til Vnukovo-lufthavnen i Moskva, viste Flightradar-data ifølge nyhedsbureauet AFP.

Men inden da lod flyet til først at være fløjet fra den amerikanske militærbase Joint Base Andrews tæt på Washington D.C.

RITZAU