»Til mine venner: Hvis I læser dette, er jeg død.«
Sådan indleder 38-årige Casey McIntyre sit sidste opslag på Instagram, og hun fortsætter:
»Jeg er så ked af det. Det er noget lort, og det ved vi alle sammen.«
For fire år siden fik den amerikanske kvinde nemlig konstateret kræft i æggestokken.
Efter flere års kamp med kræften vendte sygdommen tilbage, og 12. november sov hun ind i sit hjem i Brooklyn i New York.
Casey McIntyre har skrevet flere børnebøger og fortalte åbnet om sygdommen i et interview i magasinet Cop of Jo i 2020.
Hendes digitale afskedsbrev har berørt mange på de sociale medier, skriver The New York Post.
Hun efterlader sig manden Andrew Gregory og deres lille datter Grace.
»Jeg ved, hvor elsket jeg var,« skriver Casey McIntyre med henvisningen til sin familie.
»Jeg elskede hver og en af jer med hele mit hjerte.«
De sidste fem måneder af sit liv tilbragte hun i såkaldt hjemme-hospice omgivet af familie og venner. En tid, som hun kalder »magisk.«
Her slutter Caseys opslag, men ægtemanden Andrew Gregory har færdiggjort det.
»Åh Casey!!!! Jeg ved ikke, hvordan vi skal klare os uden dig, men det vil vi,« skriver han blandt andet.
Opslaget gik hurtigt viral og fik i løbet af kort tid flere tusinde likes.
