Der har været fuld forvirring om modtageren af Nobels fredspris, Maria Corina Machado, og hendes deltagelse i prisuddelingen onsdag i Oslo.
Først udskød hun pressemøde tirsdag, for til sidst at aflyse det, og onsdag morgen blev det så meddelt, at hun slet ikke kom til Oslo.
Men onsdag middag har sagen taget en ny drejning.
Det skriver NRK.
Hun kommer godt nok ikke til at deltage i ceremonien, men hun kommer til Oslo.
»Selv om hun ikke vil være i stand til at deltage i ceremonien og dagens begivenheder, er vi meget glade for at kunne bekræfte, at hun er i sikkerhed, og at hun vil være sammen med os i Oslo,« siger direktøren for Nobelinstituttet, Kristian Harpviken, der bliver spurgt om, hvor Machado er lige nu.
Han svarer:
»Jeg ved det ikke, og det er der gode grunde til. Dette er et undertrykkende regime, som er villig til at bruge absolut alle midler mod oppositionen i sit eget land.«
58-årige Machado er leder af oppositionspartiet Vente Venezuela, der står i opposition til præsident Nicolás Maduro. Han har regeret landet med en særdeles hård tilgang over for opposition og kritikere siden 2013.
Maduro blev af oppositionen - og særligt María Corina Machado - beskyldt for at begå valgsvindel, da han vandt præsidentvalget i 2024.
På trods af at Machado er leder af oppositionen, fik hun ikke lov til at stille op til valget. Edmundo González Urrutia blev i stedet oppositionens kandidat.
Landets valgmyndighed meddelte efter valget, at præsident Nicolás Maduro var blevet genvalgt med 51 procent af stemmerne.
Både FN, EU, USA og en række sydamerikanske lande har kritiseret stemmeoptællingen.
