Onsdag er den seneste runde af forhandlinger mellem Ukraine, Rusland og USA om krigen i Ukraine startet.
Forhandlingerne, som ifølge den ukrainske præsident, Volodymyr Zelenskyj, ikke er gået hensigtsmæssigt, startede på en baggrund, der ikke ligefrem emmede af fred.
Flere store russiske byer i det sydvestlige Rusland blev natten til tirsdag udsat for en ukrainsk offensiv.
Ifølge pro-russiske kilder har militæret skudt mere end 150 droner ned, som primært har rettet sig mod kritisk infrastruktur og beboede områder.
På det sociale medie Telegram beretter Vladimir Solovjov, en af Ruslands mest kendte tv-værter, om nattens angreb.
»Ifølge det russiske forsvarsministerium, har luftvåbnet i nat tilintetgjort 151 ukrainske droner i russiske regioner,« skriver han.
Solovjov bliver ofte kaldt for Kremls propagandamaskine og er en af de mest læste pro-russiske bloggere.

Angrebet kommer i forlængelse af intense ukrainske dronekampagner den seneste uge.
»Ukraine har sendt mere end 1000 droner mod russiske mål igennem den sidste uge. En betydelig del af dem var rettet mod civil infrastruktur,« skrives det på den store russiske Telegram-kanal Rybar.
Rybar er styret af Mikhail Zvinchuk, som er en kendt militærblogger, der tidligere arbejdede i det russiske forsvarsministerium.
Men presset på russerne kommer ikke kun fra luften.
Ukrainske styrker har genvundet mere end 200 kvadratkilometer land fra Rusland mellem onsdag og søndag, kunne B.T. og en række andre medier beskrive tirsdag.
Det svarer til Ruslands samlede fremgang i hele december og er den største mængde land, som Ukraine har genvundet siden 2023.
Delegationer fra Rusland og Ukraine mødes igen torsdag til nye fredsforhandlinger i Genève, hvor det store emne stadig er territorium.
