Det er blevet beskrevet som en »uventet slagmark«.

Formentlig er det derfor, at den amerikanske præsident, Donald Trump, gjorde et stop i delstaten, som for bare nogle måneder siden formentlig ikke havde været en del af hans agenda:

Nemlig delstaten Mississippi.

Med en uge tilbage til afholdelsen af det amerikanske midtvejsvalg – hvor det bliver afgjort, hvem der får kontrollen over Senatet og Repræsentanternes Hus – har Trump  i sin slutspurt intensiveret sine vælgermøder rundt om i landet.

I den forbindelse lagde han mandag aften vejen forbi Corinth i Mississippi.

En normalt blodrød – og dermed sikker Republikansk – delstat. 

Men sådan forholder det sig ikke helt længere.

For den nuværende republikanske senator Cindy Hyde-Smith, som man længe troede ville stå til en sikker sejr i delstaten, har ifølge nyhedsbureauet AP mødt overraskende hård udfordring fra demokraten Scott Colom.

Colom, der er distriktsanklager, har gjort det til sin mærkesag at kæmpe for bedre adgang til sundhedspleje, lavere inflation og bekæmpelse af korruption.

»Jeg er her, fordi Cindy klarer sig fantastisk, men jeg er bare nødt til at sikre mig,« forklarede Trump fra scenen:

Her ses Donald Trump med den republikanske kandidat til senatsvalget i Mississippi under vælgermødet den 26. oktober.  Foto: Chip Somodevilla/AFP/Ritzau Scanpix

»Jeg kan ikke tage nogen chancer.«

En demokrat har ikke vundet en plads i Senatet i Mississippi siden 1982 – og valgkampen hælder stadig til republikanernes fordel.

Men den uafhængige analyseinstans Cook Political Report ændrede ifølge The New York Times i sidste uge sin vurdering af delstaten fra 'sikker republikansk' til 'sandsynligvis republikansk'.

Selv ser Scott Colom præsident Trumps besøg i delstaten som et tegn på, at der er bekymring for, at Cindy Hyde-Smith risikerer at tabe.

»Cindy 'Høje Priser' (som han omtaler hende, red.) er bange, og derfor sender hun Donald Trump herned,« skrev han i sidste uge på X:

»Hun er bange for at svare på, hvorfor hun stemte for at skære i sundhedsvæsnet, hvorfor hun forrådte vores landmænd, og hvorfor hun blokerede offentliggørelsen af Epstein-filerne.«

Hos AP lyder det, at Trumps besøg i Mississippi »ikke er et sted, hvor republikanerne havde forestillet sig, at præsidenten skulle aflægge et besøg i slutningen af oktober,« og hos The New York Times beskrives delstaten som »en uventet slagmark«.

Nyhedsbureauet Reuters bemærker ligeledes, at Trump i den sidste tid før midtvejsvalget har ført »intens valgkamp« i delstater, der normalt er sikre for Republikanerne.

Årsagen til det er ifølge flere partistrateger, som mediet har talt med, at man er bekymrede for udfaldet af valgene i en række delstater – fra Alaska til South Carolina – blandt andet på grund af vælgernes utilfredshed med, hvordan Trumps toldsatser og krigen mod Iran har skubbet til inflationen.

Hos The New York Times lyder det også, at Trumps i sidste uge besøgte Florida, South Carolina, Iowa og Kansas – der ligeledes er delstater, som partiet for blot få måneder siden ikke anså for at være tætte opgør.

Det amerikanske midtvejsvalg afholdes den 3. november. B.T. dækker det både før, under og efter.