Én ting er, hvad den danske delegation i første omgang sagde efter ugens møde om Grønland i Det Hvide Hus.
Noget helt andet er, hvordan Trump-administrationen efterfølgende udlagde samtalen.

Jacob Heinel Jensen, der er USA-korrespondent hos B.T.s søstermedie Berlingske, betegner spillet mellem Det Hvide Hus og Danmark sådan her:
»Det understreger jo også, hvad det er for en farlig situation, vi befinder os i. Vi forsøger at have benene placeret i virkeligheden, men fantasien tager over i Det Hvide Hus,« siger han:
»Og så kan vi ikke længere styre fortællingen. Det er en vild situation at stå i.«
For udlægningerne at det store opsatte møde mellem de danskgrønlandske gæster og Trump-regeringens repræsentanter har mildt sagt været forskellige.
Ifølge den danske udenrigsminister, Lars Løkke Rasmussen (M) var der blevet etableret en »arbejdsgruppe på højt niveau«, der skulle finde en fælles vej frem med respekt for de danske »røde linjer«.
Fra Det Hvide Hus' pressesekretær, Karoline Leavitt, lød det så modsat torsdag aften, at arbejdsgruppen har sit fokus på USAs »overtagelse« af Grønland.
Klassisk træk af den amerikanske præsident, lyder det fra Berlingskes korrespondent.
»Det er bestemt ikke første gang, at Karoline Leavitt eller Donald Trump for den sags skyld opfinder en ny virkelighed, hvis virkeligheden ikke passer dem,« analyserer Jacob Heinel Jensen:
»Jeg tror nærmest, at det er en strategi fra deres side.«
Du kan blive opdateret på alt om Grønlandkrisen i B.T.s liveblog HER.
Du kan lytte til B.T. Valgkamp på B.T.dk, i Spotify , Apple Podcast eller ved at trykke 'lyt' herunder:


