Når arbejdsgruppen, som udenrigsminister Lars Løkke Rasmussen onsdag fortalte nedsættes i sagen om Grønland, skal i arbejdstøjet, så skal det handle om »overtagelsen af Grønland«.

I hvert fald hvis man spørger Det Hvide Hus. Men det kan Berlingskes USA-korrespondent, Jacob Heinel Jensen, slet ikke få til at hænge sammen med, hvad han hørte fra dansk side efter det spektakulære møde i Washington DC onsdag.

Jacob Heinel Jensen USA-korrespondent, Washington, D.C. for Berlingske.
Jacob Heinel Jensen USA-korrespondent, Washington, D.C. for Berlingske. Søren Bidstrup

Det fortæller korrespondenten direkte fra USA til B.T.

»Når jeg hører Karoline Leavitts ord, så lyder det som en ejendomshandel, som næsten er afsluttet, og hvor skødet bare skal underskrives,« siger han og fortsætter:

»Det lyder helt på månen i forhold til, hvad vi hørte i går.«

Som Jacob Heinel Jensen forstod Lars Løkke Rasmussen onsdag aften, så er arbejdsgruppen nærmere tiltænkt at skulle sætte sig ned og på højt niveau at snakke videre om mulighederne.

Ikke for at vende de sidste detaljer om en overdragelse.

»Jeg ved, at den danske delegation ikke er af samme overbevisning som Leavitt. Det er to forskellige parallelle virkeligheder og bestemt ikke det samme,« siger USA-korrespondenten.

Han ser dog en mulig forklaring i, at der er én af lejrene, der forsøger at få opfattelsen af mødet til at passe på deres eget narrativ - Donald Trump såvel som Lars Løkke, siger han.

»Det er den mest sandsynlige forklaring. Især når man kigger på den her udgave af Det Hvide Hus, som ofte har et unikt take på sandheden,« siger Jacob Heinel Jensen.

»Der er jo i hvert fald et eller andet, der ikke stemmer.«

Følg udviklingen på den storpolitiske scene i B.T.s LIVE-blog lige her