Mere end 2000 personer så med på en TikTok-livesending med koranafbrænderen Salwan Momika, der pludselig blev afbrudt.
På livesendingen kan man se, hvordan en politibetjent dukker op og siger »hallo« til kameraet, hvorefter han efter kort tid lukker for livesendingen.
Ifølge Aftonbladet blev Salwan Momika skudt og dræbt midt under den livesending.
Salwan Momika blev landskendt i Sverige for koranafbrændinger i landet i 2023.
Hans demonstrationer mod islam skabte en diplomatisk krise for Sverige under landets indlemmelsesproces i NATO og bidrog til at hæve terrortrusselsniveauet i Sverige.
Herefter blev det besluttet af Migrationsverket - Sveriges udlændingestyrelse - at Salwan Momika ikke fik forlænget sin opholdstilladelse i Sverige på grund af 'ukorrekte oplysninger", da han skulle begrunde sit behov for beskyttelse.
Salwan Momika forsøgte efterfølgende at søge asyl i Norge, men ansøgningen blev afvist.
Den afvisning endte med at blive fatal, da den 38-årige koranafbrænder sent onsdag aften mistede livet i en lejlighed i byen Södertälje sydvest for Stockholm.
Den islamkritiske Salwan Momika blev nemlig angrebet - og forsøgt overfuset - flere gange under koronafbrændingerne i Sverige, der blandt andet foregik foran moskeer.
Torsdag er politiet fortsat til stede en lejlighedsbygning i Södertälje, skriver SVT. Der er spærret af, og politiet foretager undersøgelser, skriver Ritzau.
Fem personer er blevet anholdt og sigtet for drab, oplyser anklageren Rasmus Öhman til Expressen. Han oplyser ikke nogen detaljer om de anholdte.

Selvom han fik afvist ansøgningen om asyl i Norge, gav Salwan Momika udsagn om, at han ville blive i Sverige til sin død.
»Jeg vil leve og dø i Sverige. Migrationsverkets afgørelse risikerer mit liv. Jeg vil anke. Jeg mistænker, at Migrationsverket er blevet presset politisk,« har Salwan Momika tidligere meldt ud.
Salwan Momika havde ellers fået forlænget sin opholdstilladelse i Sverige, fordi han ifølge de svenske migrationsmyndigheder risikerede tortur i hjemlandet Irak, hvis han skulle sendes hjem dertil.
I 2018 flygtede Salwan Momika fra Irak til Sverige. I 2021 fik han en treårig opholdstilladelse.
