Kontroversiel politiker genvalgt
På trods af sit nylige valgnederlag til posten som landets premierminister tilbage i april, kan Viktor Orbán beholde sin titel som partileder.

På trods af sit nylige valgnederlag til posten som landets premierminister tilbage i april, kan Viktor Orbán beholde sin titel som partileder.

Ungarske Viktor Orbán er blevet genvalgt som leder af det nationalkonservative parti Fidesz.
Det er sket på en kongres lørdag, skriver nyhedsbureauet Reuters.
62-årige Orbán mistede for nyligt premierministerposten til Peter Magyar fra Tisza efter et valgnederlag 12. april.
Men Orbán fik lørdag alligevel opbakning fra 729 af 737 delegerede ved kongressen, rapporterer det statslige nyhedsbureau MTI.
»Jeg giver ikke op,« sagde Orbán, inden kongressen skulle stemme.
»Jeg giver aldrig, aldrig, aldrig, aldrig, aldrig nogensinde op,« fortsatte han ifølge nyhedsbureauet og understregede, at han tager fuldt ansvar for valgnederlaget.
Efter 16 år i stolen som premierminister blev Viktor Orbán tilbage i april nemlig vippet af pinden af sin modstander, Péter Magyar fra det daværende oppositionsparti Tisza.
Det skete efter, at Tisza med Péter Magyar i spidsen længe havde åndet Viktor Orbán i nakken i de ungarske meningsmålinger.
Fidesz har med Viktor Orbán i spidsen gennem de seneste år i stigende grad lagt vægt på nationalkonservative idéer, herunder kritik af både EU og liberale værdier.
En udvikling, der flere gange har været på kant med EU.
Péter Magyar har dog lovet at rulle mange af disse ændringer tilbage.