Kontant udmelding fra Anders Fogh: 'Trump har valgt Moskva'
»Man kan ikke vente på en fredsaftale, men bør i stedet aktivt presse på for fred,« lyder den tidligere statsministers vurdering.

»Man kan ikke vente på en fredsaftale, men bør i stedet aktivt presse på for fred,« lyder den tidligere statsministers vurdering.

Vurderingen fra den tidligere danske statsminister og Nato-generalsekretær Anders Fogh Rasmussen er klar:
»Præsident Trump har valgt Moskva og stillet sig på Vladimir Putins side.«
Det udtaler han i et interview med The Telegraph med henvisning til den amerikanske præsident, Donald Trump, og den russiske pendant.
I interviewet gør Fogh det klart, at Europa af den grund – ifølge ham – har »et særligt ansvar for at hjælpe Ukraine«.
»Og det er grunden til, at jeg opfordrer de europæiske ledere til at vågne op,« siger han.
Den tidligere Venstre-formand forklarer i interviewet, at han mener, at Europas to atommagter – Storbritannien og Frankrig – har været for fodslæbende, når det kommer til den russiske krig i Ukraine og i at få den russiske præsident, Vladimir Putin, til forhandlingsbordet.
Imens trækker Kreml forhandlingerne i langdrag, forklarer Anders Fogh Rasmussen.
Han mener derfor, at 'koalitionen af villige' – som Storbritannien og Frankrig står i spidsen for – bør omdanne sig til en 'handlende koalition' og blandt andet indsætte tropper i Ukraine som en »tryghedsskabende styrke«.
»Man kan ikke vente på en fredsaftale, men bør i stedet aktivt presse på for fred ved at sige til Putin: 'Du kan ikke afskrække os, og vi vil hjælpe ukrainerne med at forsvare sig mod angreb på deres kritiske infrastruktur',« siger Anders Fogh til The Telegraph.
Tirsdag og onsdag denne uge mødtes ukrainske, russiske og amerikanske repræsentanter i Abu Dhabi for at forhandle.
Europæiske repræsentanter blev holdt udenfor som følge af protester fra Rusland.
»Det står klart, at russerne ikke ønsker fred. Putin har ingen incitamenter til at indgå i fredsforhandlinger, så længe han tror på, at han kan opnå succes på slagmarken. Vi er derfor nødt til at ændre hans kalkule; vi er nødt til at lægge et større pres på Rusland,« mener Anders Fogh Rasmussen.
Hos The Telegraph bemærkes det, at flere ukrainske støttelande dog har givet udtryk for, at man ikke vil sende tropper eller være med til at skyde russiske missiler ned over ukrainsk territorium, da man frygter at blive direkte part i konflikten.
Forhandlingerne mellem Ukraine, Rusland og USA om Ukraine-krigen i Abu Dhabi blev afsluttet onsdag.
Under forhandlingerne er Ukraine og Rusland blevet enige om at udveksle krigsfanger.
Krigen i Ukraine har været i gang siden februar 2022.