Kongen af Norden ligner en kommende premierminister i UK: 'Han har ét forsøg – ellers kan det gå galt'
Her er manden, som ligner Storbritanniens næste premierminister. Han har flere fordele – og én kæmpe udfordring.

Her er manden, som ligner Storbritanniens næste premierminister. Han har flere fordele – og én kæmpe udfordring.

Det sendte enorme chokbølger gennem Storbritannien, da premierminister Keir Starmer mandag gik på rullende kameraer i Downing Street 10.
Efter en kæmpe valgsejr for bare to år siden måtte han efter lang tids pres gå af. Hans mulige efterfølger står nu med en gigantisk udfordring, ellers kan det gå helt galt for Labour, mener en ekspert.
Den ekspert er Sir Ivan Rogers, som B.T. mødte tidligere på ugen i forbindelse med en konference om Brexit.
Han har en lang historie i britisk politik, hvor han har tjent under såvel Labour-premierministeren Tony Blair og den konservative premierminister David Cameron.
Kort inden, B.T. mødte Sir Ivan Rogers, havde nyheden tikket ind fra Downing Street.
Keir Starmer havde meldt sin snarlige afgang.
Og historierne om den mulige afløser havde allerede i dagene inden – da rygterne om Starmers mulige afgang begyndte at rulle – for alvor taget fart.
Andy Burnham hedder manden, som mange i UK forventer vil være den næste premierminister for Labour.
Også Sir Ivan Rogers.
»Det har overrasket mig, hvor hurtigt Andy Burnham har formået at rykke frem som favoritten,« siger Rogers om den tidligere kulturminister og sundhedsminister under Gordon Browns Labour-regering tilbage i 2008-2009.

Men det er ikke de tidligere opgaver i regering, som for alvor har gjort Andy Burnham til et navn, mange i UK kender. Og det er heller ikke det job, som har givet ham tilnavnet som 'Konge af Norden'.
Det er i stedet Burnhams omkring ni år som borgmester i den britiske storby Manchester.
Her var han umådelig populær.
Og det, der for alvor har katapulteret Andy Burnham frem som den mest sandsynlige arvtager som formand for Labour og dermed mulig premierminister, er et valg for få dage siden i området Makerfield – lige vest for Stormanchester.

Her vandt Burnham et suppleringsvalg til det britiske underhus stort – ikke mindst over udfordreren fra det fremadstormende højrefløjsparti Reform UK.
»Det gav Andy Burnham et overvældende momentum, at han vandt det her suppleringsvalg i sidste uge med stor margin,« siger Sir Ivan Rogers til B.T.
Og det er her, vi skal finde både Andy Burnhams styrke – og samtidig største udfordring.
For selvom han som mange andre i den politiske elite i Storbritannien har gået på et eliteuniversitet – i Burnhams tilfælde Cambridge – så har han som borgmester i Manchester formået at brande sig selv som en politiker, der ikke er indbegrebet af London og Westminster – som eksempelvis afgående premierminister Keir Starmer, der har valgkreds i London.

I stedet forstår han det ellers glemte nordlige UK, mener mange.
»Burnham er god til at spille det her Manchester-kort og sige, 'jeg er Kongen af Nord, ikke den metropolutane elite' – selvom han selvfølgelig er Cambridge-udannet,« siger Sir Ivan Rogers.
Og det er for mange i Labour et frisk pust.
»Der er nok mange Labour-medlemmer, som tænker, at Burnham kan levere resultater, som Keir Starmer aldrig vil være i nærheden af. Bare se, hvad han leverede i Makerfield,« siger Sir Ivan Rogers.

Det er endnu langt fra sikkert, at Andy Burnham bliver ny Labour-leder. Der skal først en kongres til i partiet. Og der kan komme andre kandidater til.
Men formår Andy Burnham at ride på den bølge af succes, som han indledte i Makerfield for nylig, så står han hurtigt med lidt af en udfordring, spår Sir Ivan Rogers.
Han skal tage kampen op med netop Reform UK og partiets berømte leder, Nigel Farage, som – hvis der var valg lige nu – ville blive det største parti i Storbritannien.
»Burnham bliver nødt til at vise offentligheden, at han er fundamentalt anderledes og kan levere radikale reformer. Hvis han ikke kan det, så vil han få det svært med Nigel Farage og Reform UK, der har en grundbase på 25-30 procent af den britiske befolkning,« siger Sir Ivan Rogers.
Han mener, at Andy Burnham skal starte et helt konkret sted – hvis han ender med premierministerposten.
Sig selv.
»Politikere skal være i stand til at formulere argumenter, som brænder igennem i den brede offentlighed – uanset om man kan lide det eller ej. Det kunne Tony Blair, det kunne Margaret Thatcher – det kan Keir Starmer ikke,« siger Sir Ivan Rogers, som tror, at Andy Burnham har muligheden.
»Burnham er langt mere sofistikeret i sin egen branding. Han er meget strømlinet i sit brand.«