Støtten til det norske monarki fortsætter sit markante fald.
For blot en måned siden lød det, at 70 procent af den norske befolkning bakkede op om Norges kongehus. To uger efter var det 66 procent.
Lørdag lyder det i den seneste meningsmåling, at 60 procent af den norske befolkning bakker op om kongehuset.
Det er en rekordlav opbakning, skriver NRK, der har fået foretaget målingen af Norstat.
Det er efter alt at dømme regent, kong Harald, der trækker opbakning til kongehuset hjem.
Kongen, der fylder 89 år lørdag, scorer næsten topkarakter i popularitet fra folket.
På en skala fra 1 til 10 får han 9,2 på spørgsmålet om, hvor god en repræsentant han er for kongefamilien.
Til sammenligning får kronprins Haakon 7,9, mens kronprinsesse Mette-Marit på det seneste halvandet år er gået fra 7,4 til nu 3,7.
Målingen er gennemført fra 17. til 19. februar med 1009 respondenter.
I en mere eller mindre lignende måling af opbakningen til det danske kongehus lød det i december, at 72 procent af danskerne bakker op om monarkiet.
Det viste en undersøgelse, som Epinion havde foretaget for DR.
Det kan ikke aflæses direkte i tallene fra Norge, hvad årsagen til det markante fald i opbakningen er.
Men det norske kongehus har den seneste tid været under et massivt pres som følge af det, kronprinsesse Mette-Marit selv har kaldt "dårlig dømmekraft", og hendes søn bonusprins Marius Borg Høibys retssag.
Den første af de to nævnte sager omhandler kronprinsessens dømmekraft i forbindelse med hendes kontakt med den afdøde finansmand Jeffrey Epstein.
Epstein blev i 2008 dømt for at købe seksuelle ydelser af en mindreårig, og han stod anklaget i en sag om menneskehandel og seksuel udnyttelse af mindreårige, da han døde i 2019.
Det er kommet frem, at kronprinsessen har haft en relation med Epstein - også efter hans dom. Det har hun beklaget dybt.
Det har dog ikke ændret på, at den norske befolkning har stillet sig kritisk over for hende.
Knap halvdelen af nordmændene har svaret i flere norske mediers meningsmålinger, at de ikke ser kronprinsessen som dronning efter den seneste tid.
I samme periode har Marius Borg Høiby siddet på anklagebænken i Oslo, hvor han er tiltalt for en række punkter - herunder fire voldtægter, mishandling, vold og trusler.
Retssagen mod Høiby varer ifølge planen frem til 13. marts.
/ritzau/
