Den norske monark, kong Harald, forbliver indlagt på et hospital på den spanske ferieø Tenerife i nogle dage endnu.
Det oplyser det norske kongehus i en opdatering om regentens helbred onsdag eftermiddag.
- Når personer på næsten 90 år indlægges med en infektion, er det alvorligt. Det er vigtigt, at vi får et godt overblik og kontrol over kongens helbred, inden han udskrives - selv om hans tilstand nu er stabil, siger kongens livlæge, Bjørn Bendz, i en pressemeddelelse fra det norske kongehus.
- Kongen vil forblive på hospitalet i et par dage mere til observation og videre behandling, tilføjer han.
Kongehuset oplyste tirsdag, at den 89-årige monark var blevet indlagt og modtog behandling for en infektion og for dehydrering.
Ifølge livlægen stammer infektionen fra en hudinfektion på hans ene ben.
- Kongens generelle tilstand er god, og han reagerer godt på behandlingen, siger livlægen.
Bjørn Bendz har forladt hospitalet onsdag aften efter at have været der siden eftermiddagen.
Det skriver det norske medie VG.
Kong Haralds hustru, dronning Sonja, har også været forbi hospitalet onsdag.
Kongehuset vil sende en ny opdatering ud torsdag den 26. februar.
Kongehuset oplyste tirsdag, at kongens livlæge ville rejse til Tenerife for at bistå det lokale sundhedsvæsen.
Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, siger til nyhedsbureauet NTB, at regeringen er klar til at hjælpe kong Harald hjem, hvis det bliver nødvendigt.
- Vi er klar til at hjælpe med at give kongen tryghed og sikkerhed, hvor han er, siger statsministeren.
Kong Haralds helbred har skrantet de senere år.
I marts 2024 fik han indopereret en pacemaker.
Han var blevet syg under en ferie i Malaysia i februar det år.
Han blev kort efter fløjet hjem til Norge med et ambulancefly. Det kostede ifølge NTB to millioner norske kroner, som blev taget fra forsvarsbudgettet.
Dengang vakte det stor debat.
NTB har spurgt den norske statsminister, hvad han tænker om, at kong Harald for anden gang på under to år bliver syg på en udlandsrejse.
- Jeg tror, at folk i Norge under kongen at tage til varmere himmelstrøg i en kold vinter, svarer Jonas Gahr Støre.
Den norske monark fyldte 89 år den 21. februar.
Samme dag udgav det norske public service-medie NRK en meningsmåling, som viste stor opbakning til kongen, men rekordlav opbakning på 60 procent til selve kongehuset.
Det kan ikke aflæses direkte i tallene, hvad årsagen til faldet er. Men det norske kongehus har den seneste tid været under massivt pres.
Dels grundet kronprinsesse Mette-Marits kontakt med den i dag afdøde finansmand og dømte seksualforbryder Jeffrey Epstein og dels grundet straffesagen mod hendes søn, Marius Borg Høiby, der er tiltalt for en række grove forbrydelser, herunder fire voldtægter og mishandling i nære relationer.
Sidste år fyldte kongens datter prinsesse Märtha Louises bryllup med den selverklærede shaman Durek Verrett meget.
/ritzau/
