Norges nye konge, Haakon VIII, tager ligesom sine forgængere valgsproget "Alt for Norge".

Det har han informeret regeringen om på et ekstraordinært statsråd fredag.

- Jeg vil tage navnet Haakon VIII og vil videreføre det samme valgsprog, som min far, bedstefar og oldefar valgte: "Alt for Norge", sagde kongen under statsrådet ifølge nyhedsbureauet NTB.

Her takkede han også regeringen og det norske folk for støtten.

Haakons far, kong Harald, døde tidligt fredag morgen, oplyste det norske kongehus tidligere. Han blev 89 år.

Med Haralds død blev Haakon landets nye monark.

Et valgsprog er et kort ord eller en sætning, der viser kongens værdier og idealer. I Norge har det været det samme siden 1905, hvor Haakon VII valgte det langt over 100 år gamle valgsprog.

I Danmark har kong Frederik valgsproget: "Forbundne, forpligtet, for Kongeriget Danmark".

Statsrådet med den norske regering og den nye konge begyndte kort efter klokken 11.30.

Ikke længe efter starten på statsrådet blev kongeflaget hejst til tops for at markere, at Haakon nu er konge.

Imens flages der fortsat på halv stang fra slotsbalkonen for at markere Haralds død.

Kong Harald blev indlagt 17. august. Han blev i løbet af sin indlæggelse behandlet for blodsygdommen hæmolytisk anæmi og en bakteriel infektion i blodet.

Men i løbet af den seneste uge meldte det norske kongehus flere gange ud, at tilstanden var forværret, og torsdag lød det tilmed, at den var "meget alvorlig".

Efterfølgende strømmede nordmændene til pladsen foran det kongelige slot for at vise deres støtte og lægge blomster. Fredag morgen klokken 06.35 døde Harald ifølge det norske kongehus.

RITZAU