Norges kong Haakon har aflagt ed over for det norske parlament, Stortinget.

Det viser live tv-billeder tirsdag - fire dage efter kong Haralds død.

Haakon har aflagt ed, uden at dronning Mette-Marit var til stede i parlamentet.

Hun meldte tidligere tirsdag afbud til begivenheden med henvisning til komplikationer efter den lungetransplantation, hun gennemgik i løbet af sommeren.

Haakon ankom kort før klokken 13 til parlamentet i en åben Lincoln Continental fra 1966 og aflagde eden, mens kronprinsesse Ingrid Alexandra stod ved siden af ham.

- Jeg lover og sværger at ville regere Kongeriget Norge i overensstemmelse med dets konstitution og love, så må Gud den almægtige og alvidende hjælpe mig, sagde han.

Også dronning Sonja og prins Sverre Magnus var til stede i Stortinget.

Haakon blev allerede monark, da hans far, kong Harald, afgik ved døden. Det skete fredag morgen i sidste uge. Harald blev 89 år.

Men Haakon skulle fortsat aflægge ed over for det norske parlament som led i sit virke som Norges statsoverhoved.

Hermed forpligtede han sig til at være loyal over for de norske love og Stortinget.

Norge er ligesom Danmark et konstitutionelt monarki, hvor monarkens magt er begrænset af grundloven, og vedkommende ikke handler politisk på egen hånd.

- Dronningen og jeg vil bekræfte, at vi stiller os til disposition for at udføre vores gerning for land og folk, sagde Haakon og henviste til valgsproget "Alt for Norge".

Det samme valgsprog er blevet taget af hans forgængere siden 1905.

Stortingsformand Masud Gharahkhani understregede ved edsaflæggelsen, at Haakons arv er "tung, men enestående". Der er store forventninger til ham - både som "statsoverhoved, monark og medmenneske".

Mette-Marits fravær blev meldt ud få timer før edsaflæggelsen.

Are Holm, som er lungelæge ved Rikshospitalet i Oslo, forklarede i den anledning i en pressemeddelelse, at komplikationer ikke er usædvanligt efter en lungetransplantation.

- Dronningen har haft komplikationer ved nogle lejligheder siden operationen, også i dag. Som følge af dette må dronningen observeres dagen igennem, sagde han.

Det norske kongehus har tidligere meldt ud, at operationen var vellykket.

Der kan dog opstå forskellige komplikationer efter en lungetransplantation, forklarer Marthe Gundersen, som er sundhedsfaglig rådgiver i den norske landsforening for hjerte- og lungesyge, til NRK. Derfor er det svært at udlede meget om Mette-Marits tilstand af kongehusets pressemeddelelse, mener hun.

RITZAU