Kommentatorer hæfter sig ved, at Norges kronprinsesse, Mette-Marit, i flere tilfælde svarer ukonkret eller udenom i et interview med NRK om Jeffrey Epstein.
Dels fremhæves en e-mail fra 2011, hvor hun skrev til Epstein, at det "ikke så godt ud", da hun googlede ham. Kommentaren efterfølges af en smiley.
Dels fremhæver de, at hun ikke vil sige, hvem der introducerede hende for den nu afdøde, dømte seksualforbryder.
- Hun svarer ikke konkret på et par af de vanskeligste spørgsmål, kernespørgsmålene, siger Aftenposten-kommentator Harald Stanghelle til NRK.
- Her tænker jeg især på den e-mail, hvor hun siger, at hun har googlet ham og siger, at det "ikke ser godt ud". Det siger hun nu, at hun ikke kan huske, fortsætter han.
Interviewet, hvor også kronprins Haakon deltager, er blevet offentliggjort fredag morgen. I det forklarer Mette-Marit sig om sin omfattende kontakt med Epstein.
Men hun vil ikke sige præcist, hvem der introducerede hende for Epstein.
- Det er vigtigt for mig at beholde min egen integritet i det. Så jeg kommer ikke til at udlevere nogen eller give andre skylden, siger hun i interviewet.
Men det norske medie VG's kommentator Astrid Meland mener ikke, at det er "helt let at forstå, hvad det betyder".
Inger Merete Hobbelstad, som er NRK's kulturkommentator, så en påvirket og angrende prinsesse, men Hobbelstad mener stadig, at det er et åbent spørgsmål, om den norske offentlighed kan tilgive hende.
- Derfor var det interessant, at ordet "undskyld" eller tilsvarende var fraværende i interviewet med kronprinsparret, skriver hun.
- Det var tilsyneladende en stærkt påvirket kronprinsesse, vi så, men helt fladt lagde hun sig ikke ned.
Epstein og Mette-Marit havde hyppig dialog i perioden 2011-2014. De taler om personlige emner og om familie og helbred, og hun skriver om kedsomhed ved kongelige pligter.
Hun afsluttede kontakten i 2014, fordi hun oplevede, at Epstein udnyttede forbindelsen mellem dem.
Samtidig med Epstein-sagen var der torsdag sidste retsdag i sagen mod Mette-Marits søn Marius Borg Høiby, som er tiltalt for blandt andet fire voldtægter. Han nægter sig skyldig i de mest alvorlige anklager.
Epstein døde i et fængsel i 2019, mens han afventede en omfattende retssag i New York om menneskehandel og seksuelt misbrug af mindreårige. Finansmanden blev i 2008 dømt for handel med mindreårige piger.
/ritzau/
