Det bliver kun til omtrent halvandet år på posten som premierminister i Storbritannien for Keir Starmer.

I hvert fald ikke, hvis man skal tro Storbritannien-kommentator og podcastvært på 'Den Britiske Vinkel' Morten Rønnelund.

»Der kan ikke gå andet end et par dage, og så kommer han enten til at annoncere, hvornår han trækker sig, eller han trækker sig med kort varsel,« siger han i et interview med DR.

Starmers stabschef, Morgan McSweeney, trak sig tidligere i dag søndag fra sin post.

Det var McSweeney, der i sin tid rådede Starmer til at udnævne Peter Mandelson som Storbritanniens ambassadør i USA.

Sidste år kom det så frem, at Mandelson havde haft et venskab med den afdøde seksualforbryder Jeffrey Epstein.

Og fredag 6. februar blev Peter Mandelsons hus ransaget af britisk politi.

Det skete, fordi Madnelson nu er mistænkt for at have lækket følsomme oplysninger fra den britiske regering.

»Beslutningen om at udnævne Peter Mandelson var forkert. Han har skadet vores parti, vores land og tilliden til politik i sig selv,« har McSweeney skrevet i et afskedsbrev.

Morten Rønnelund siger til DR, at selvom det langt hen ad vejen er McSweeneys ansvar, at Mandelson blev udpeget som ambassadør, så er det Keir Starmer, der i sidste ende står med det egentlige ansvar.