Der var hurtig afregning til en 42-årig turist i Rom, der under hedebølgen med op mod 40 graders varme ikke kunne stå for fristelsen til en svalende dukkert i en af byens mange springvand.

I den kvælende hede hoppede han i den historiske Najade-fontæne på Piazza delle Repubblica få skridt fra hovedbanegården.

Men lokale beboere var så bestyrtede over synet, at betjente fra bypolitiet blev tilkaldt.

Og få øjeblikke efter stod det klart for den tyske turist, at hans spontane beslutning om afkøling ville blive koste dyrt.

Ifølge det tyske medie Bild blev han præsenteret for en bøde på 450 euro – svarende til godt 3.300 kroner.

For de italienske myndigheder har det de senere år været et fokusområde, at særligt turister på varme dage ikke må afkøle sig i Roms mange historiske springvand.

Blandt andet har byens legendariske Trevifontæne, der blev berømt af Fellinis klassiske film "La Dolce Vita", været et yndet mål for svedende turister.

Fontana delle Naiadi, som den tyske turist ikke kunne modstå, er godt 100 år gammel og er udsmykket med fire dristige bronzenymfer fra den græske mytologi, der ved anlæggelsen vakte stor opstandelse i det katolske land for deres sanselige udtryk.

I kølvandet på den aktuelle sag forklarer en talsmand for det lokale politi, hvorfor man så nidkært håndhæver det strenge forbud mod at afkøle sig i Roms historiske fontæner:

»Denne operation er en del af vores daglige patruljer i byen for at beskytte Roms omdømme og dens historiske og kunstneriske arv«.