Fransk politi er forbløffet over, at gigantiske mængder kokain og andre former for narkotika er skyllet op på strandene ved kysten ud mod Atlanterhavet de seneste uger.

Pakker med 'meget rent' - og dermed meget farlig - kokain er blevet fundet på strandene.

Kokainen er pakket ind i klart eller sort plastik med påskriften 'diamante' eller 'brillante'. Det skriver New York Post.

Det er den samme påskrift som den, der var på pakker, som skyllede op i Florida under orkanen Dorian i september i år.

Der er sat et skilt op, som forbyder adgang til stranden ved Plage du Gressier i det sudvestlige Frankrig. Der fandt man pakker med kokain den 10. november.
Der er sat et skilt op, som forbyder adgang til stranden ved Plage du Gressier i det sudvestlige Frankrig. Der fandt man pakker med kokain den 10. november. Foto: CAMILLE CASSOU
Vis mere

Der er tale om mere end 760 kg narkotika med en potentiel værdi på godt 450 millioner kroner.

Folk, der opdager pakker på strandene, opfordres til at lade dem ligge og straks ringe til politiet, skriver The Guardian.

»Mistænkelige pakker er blevet fundet på alle strande på en strækning af godt 500 kilometer,« siger Philippe Astruc, offentlig anklager i byen Rennes.

Alene i søndags blev der fundet 14 kg i pakker på en strand i Pornic, en times kørsel fra Nantes.

Folk går på stranden ved Capbreton i det sydvestlige Frankrig.
Folk går på stranden ved Capbreton i det sydvestlige Frankrig. Foto: GAIZKA IROZ
Vis mere

Men narkotikaen driver i land på strande helt ned til den spanske grænse.

De franske myndigheder tror, at den 'med stor sandsynlighed' kommer fra Sydamerika.

Politiet undersøger, om en smuglerbåd har ramt en storm eller på anden måde er kommet i havsnød og derfor har ladet lasten stikke til havs.

»Det er et meget rent produkt, og det skal man ikke konsumere. Der er en alvorlig risiko for at få en overdosis,« siger Philippe Astruc.

I første omgang var ordet SKYLLET stavet forkert (skyldet). Det er nu rettet.