Det endte tragisk, da et brødrepar sidste år satte sig ind i en Tesla og slog autopiloten til.
Den ene bror endte med at miste livet, efter bilen brasede ind i en parkeret brandbil. Den anden blev alvorligt kvæstet.
Nu har familien valgt at lægge sag an mod elbilproducenten og manden, der står i spidsen for den:
Verdens rigeste mand, Elon Musk.

Det skriver NBC News og The Independent.
Den voldsomme ulykke fandt sted 18. februar sidste år, hvor den 31-årige amerikanske mand Genesis Giovanni Mendoza Martinez sammen med sin bror, Caleb, satte sig til rette i den Model S, som førstnævnte havde købt.
Det var også ham, der den dag sad bag rattet, da de kørte nordpå ad Interstate 680 i delstaten Californien.
Undervejs havde Genesis Giovanni Mendoza Martinez slået bilens 'autopilot' til, hvilket er et delvist automatiseret køresystem.
Af dokumenterne i sagen fremgår det ifølge søgsmålet, at en brandbil – med blinkende nødlys – den dag holdt parkeret på tværs af to vejbaner for at lede bilister væk fra et ulykkessted.
Men i stedet for at bremse, endte bilen med brødrene med at støde direkte ind i brandbilen.
Og det i høj hastighed, lyder det ifølge The Independent.
»På tidspunktet for kollisionen styrede Giovanni ikke det pågældende køretøj, men han sad i stedet passivt i førersædet med 'autopilot'-funktionen slået til,« lyder det ifølge The Independent i søgsmålet:
»Faktisk viste data fra selve Teslaen, at det pågældende køretøj var i 'autopilot' i cirka 12 minutter før sammenstødet, uden at Giovanni havde trykket på speederen eller bremsepedalen i løbet af den tid. Det pågældende køretøjs omtrentlige hastighed var 114 km/t i løbet af den 12-minutters periode,« lyder det videre.
Som følge af påkørslen led bilen »store skader« på fronten, ligesom det lyder, at den 31-årige mand blev »knust« i sammenstødet.
»Giovanni overlevede, i det mindste et lille øjeblik, men døde efterfølgende af de skader, han pådrog sig i kollisionen,« fremgår det af søgsmålet.
Broderen, Caleb, blev indlagt med alvorlige kvæstelser, men overlevede.
Familien hævder nu, at Teslas autopilotsystem er fejlbehæftet og at virksomhedens »svigagtige vildledning« om sin autopilot-teknologi var skyld i ulykken, ligesom det lyder, at Genesis Giovanni Mendoza Martinez troede, at 'autopilot'-funktionen var »sikrere end en menneskelig chauffør«.
Advokaterne for Mendoza-familien hævder også, at Tesla og Musk har overdrevet eller fremsat falske påstande om autopilot-systemet i årevis for at »skabe begejstring for virksomhedens køretøjer og derved forbedre dens økonomiske tilstand.«
Omvendt lyder det fra advokaterne for Tesla, at førerens »egne uagtsomme handlinger og/eller undladelser« var skyld i kollisionen.
Videre hævdes det, at Teslas biler og systemer har et »rimeligt sikkert design« i overensstemmelse med statslige og føderale love.
Ifølge NBC News er der mindst 15 andre aktive sager med fokus på lignende krav, der involverer Tesla-hændelser, hvor enten 'autopilot' eller bilens FSD – Full Self-Driving (Supervised) – har været i brug lige før en dødelig eller skadevoldende ulykke.

