Den 54-årige Paul Doyle er tirsdag eftermiddag blevet idømt 21 og et halvt års fængsel for at have kørt ind i en menneskemængde under Liverpools sejrsparade i Premier League i maj sidste år.

Dommen faldt ved Liverpool Crown Court.

Det skriver Sky News. 

Ingen mennesker blev dræbt, men 50 personer måtte på hospitalet efter at have pådraget sig flere skader.

Doyle erklærede sig sidste måned skyldig i 31 lovovertrædelser, der vedrørte 29 ofre i alderen mellem seks måneder og 77 år.

Anklagerne omfatter farlig kørsel, vold mod andre, 17 tilfælde af forsøg på at forårsage grov legemsbeskadigelse med forsæt, ni tilfælde af forsætlig forårsagelse af grov legemsbeskadigelse  og tre tilfælde af legemsbeskadigelse med forsæt.

Mens dommeren læste dommen op, stirrede Paul Doyle udtryksløst frem for sig. 

Dommeren siger, at forseelserne ikke var et resultat af en øjebliks hensynsløshed eller en panisk reaktion.

»Du mistede besindelsen i raseri, fast besluttet på at tvinge dig gennem mængden uanset konsekvenserne,« siger dommer Andrew Menary til Doyle.