En sjælden, men dødsensfarlig kødædende bakterier har kostet mindst tre mennesker livet på østkysten i USA denne sommer.

Det skriver flere amerikanske medier, blandt andre CNN.

Bakterien, Vibrio vulnificus, findes i varmt brakvand og rå skaldyr.

To personer fra den amerikanske delstat Connecticut blev inficeret med bakterien, efter at de havde svømmet ved to forskellige lokationer ved Long Island Sound, oplyser myndighederne.

Det er farvandet mellem Connecticut og Long Island, der er en del af millionbyen New York City.

En tredje person blev inficeret med bakterien efter at have spist rå østers.

I delstaten New York er en person fra Suffolk Country også død af bakterien. Myndighederne undersøger nu, om vedkommende blev inficeret i vandet omkring New York eller om bakterierne stammer et andet sted fra.

New Yorks guvernør Kathy Hochul har efterfølgende været ude og advare befolkningen.

»Vibrio-bakterien er sjælden, men har desværre fundet vej til denne region og kan være ekstremt farlig,« sagde guvernør Hochul.

»Mens vi undersøger sagen nærmere, er det vigtigt, at alle newyorkere er på vagt og tager deres forholdsregler for at beskytte sig selv og deres nærmeste, herunder at beskytte åbne sår mod havvand og for dem med nedsat immunforsvar at undgå rå eller utilstrækkeligt kogte skaldyr, som kan bære bakterien,« sagde hun i en pressemeddelelse torsdag.

Allerede i slutningen af juli advarede myndighederne i Connecticut delstatens indbyggere:

»Folk bør overveje den potentielle risiko ved at spise rå østers og udsættes for salt- eller brakvand og tage passende forholdsregler,« sagde Dr. Manisha Juthani, kommissær for Connecticut Department of Public Health, i en pressemeddelelse skriver CNN.

»Især i de varmeste sommermåneder er det mere sandsynligt, at bakterier vokser og forurener rå skaldyr.«

Hvert år dør omkring 100 amerikanere af den kødædende bakterie Vibrio vulnificus, oplyser USAs Center for Disease Control and Prevention.

Også herhjemme er der risiko for at blive angrebet af kødædende bakterier.

I vinters var en invasiv streptokokinfektion i vækst og kostede mindst 35 danskere livet, skrev TV 2