På et loppemarked i Minnesota købte en antiksamler et oliemaleri af en fisker for omkring 350 kroner.
Nu viser det sig, at maleriet kan være meget mere værd. Rigtig meget mere. Det skriver Art News.
En række eksperter mener nemlig ifølge mediet, at maleriet kan være et længe forsvundet kunstværk malet af Vincent van Gogh i slutningen af det 19. århundrede.
Eksperterne mener, at der er tale om et forsvundet værk, Elimar, som Vincent van Gogh i givet fald malede under sin frivillige indlæggelse på et psykiatrisk hospital i Saint-Rémy-de-Provence i Frankrig i perioden mellem maj 1889 og maj 1890.
I den periode malede Vincent van Gogh omkring 150 malerier, heriblandt de verdenskendte mesterværker, Iriser og Stjernenatten.
Det amerikanske firma LMI Group International, som specialiserer sig i kunstresearch, købte i 2019 maleriet af samleren for et ikke-offentliggjort beløb.
Og firmaet har nu samlet en gruppe eksperter, som i en 458 sider lang rapport om maleriet er kommet frem til, at man mener, at billedet er malet af den hollandske maler.
Det er blandt andet analyse af penselstrøg, selve malingen og specifikke farver, som man mener at kunne placere i det 19. århundrede.
Endnu mangler maleriet imidlertid at blive officielt godkendt som et van Gogh-værk af en kurator fra Van Gogh-museet i Amsterdam.
Hvis det virkelig er et autentisk værk af Vincent van Gogh, menes maleriet at have en værdi på 107 millioner kroner.