Knivmand fængslet i Belfast: Offeret mistede sit ene øje
Anholdt knivmand truede også hospitalsansat på livet efter sin anholdelse.

Anholdt knivmand truede også hospitalsansat på livet efter sin anholdelse.

Den 30-årige asylansøger fra Sudan, der mandag aften gik til angreb på en mand på åben gade i Belfast med en kniv, er onsdag middag blevet varetægtsfængslet for fire uger.
Han er sigtet for drabsforsøg, ligesom han også er anklaget for at være kommet med dødstrusler mod det sygehuspersonale, der undersøgte ham efter anholdelsen mandag aften.
Her blev han selv ramt flere gange i hovedet med en massiv træstav, der bruges til at slå til bolden i den irske folkesport hurling.
Det skete da en 32-årig familiefar resolut greb ind og stoppede drabsforsøget, da gerningsmanden sad overskrævs på sit offer og ifølge et øjenvidne var i gang med at skære halsen over på ham.
Offeret overlevede dog, men i retsmødet i den nordirske hovedstad Belfast kom det frem, at den godt 40-årige mand har mistet sit venstre øje og har dybe snitsår i hovedet, ansigtet og ryggen.
I retsmødet ønskede den anholdte asylansøger fra Sudan ikke en forsvarer, ligesom han ikke ville svare på de sigtelser, som han blev forelagt via en arabisk tolk.
Det skriver The Irish Times.
I grundlovsforhøret kunne anklageren også oplyse, at den anholdte efter sin anholdelse udbrød:
»Jeg har dræbt nogen, jeg ved ikke, om de er døde«.
Den skete, mens han på hospitalet blev behandlet for en håndskade. Her sagde han ifølge anklageren også til en hospitalsansat: »Jeg vil dræbe dig.«