Klokken 18.05 fredag aften gik en 39-årig kvinde amok med en kniv på en perron på Hamborg Hovedbanegård.
Kvinden gik til angreb på de personer, der netop var kommet ud af toget fra München.
I alt blev 18 personer ramt i kvindens angreb. Tre af dem er i kritisk tilstand, seks er såret alvorligt og resten har fået mindre skader.
Det skriver den tyske avis Bild.
Et vidne fra stedet fortæller til avisen:
»Heldigvis havde jeg ikke mine høretelefoner på, så jeg hørte, at alle begyndte at skrige og løbe væk,« lyder det.
Tysk politi var hurtigt på stedet. De fik kontakt til kvinden, og hun blev overmandet og afvæbnet på stedet.
Hun er nu anholdt og vil blive fremstillet i et grundlovsforhør lørdag, oplyser politiet i en pressemeddelelse.
Ifølge Bild er der tale om en tysk kvinde, der er kendt af politiet fra tidligere forhold. Avisen skriver videre, at kvinden har haft psykiske problemer tidligere og været indlagt på et psykiatrisk hospital.
Politiet i Hamborg beder folk, der har været på stedet og optaget foto eller video, om at kontakte dem.