Tusindvis af mennesker er blevet evakueret fra det vestlige Sydney og den centrale og nordlige del af kysten i New South Wales, da voldsomme mængder regn fortsætter med at hærge den østlige australske delstat mandag.

Mandag formiddag lokal tid er der udstedt over 40 advarsler om oversvømmelser og 20 evakueringsordrer. Advarslerne omfatter en strækning på cirka 600 kilometer.

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Delstatsleder Gladys Berejiklian fortæller ifølge tv-stationen ABC, at omkring 18.000 mennesker hidtil er blevet evakueret fra deres hjem i New South Wales.

18.000 mennesker er blevet evakueret fra deres hjem i New South Wales.
18.000 mennesker er blevet evakueret fra deres hjem i New South Wales. SAEED KHAN

De fleste af disse bor på den nordlige og centrale del af delstatens kyst, der står over for de værste oversvømmelser siden 1929.

Her har nogle områder omkring byen Port Macquarie, der ligger cirka 380 kilometer nord for Sydney, fået næsten 900 millimeter nedbør de seneste seks dage.

Ifølge Gladys Berejiklian er 15.000 mennesker blevet evakueret fra Port Macquarie, Taree og Kempsey i løbet af de sidste par dage, mens 3.000 mennesker er blevet evakueret fra det vestlige Sydney.

Den føderale beredskabsminister, David Littleproud, oplyser mandag, at op mod 54.000 beboere kan blive påvirket, da delstaten står over for endnu to dage med voldsomt regnvejr.

Det voldsomme vejr i New South Wales er ikke overstået endnu.
Det voldsomme vejr i New South Wales er ikke overstået endnu. LOREN ELLIOTT

»Situationen forbedres, men vi har stadig yderligere 24-48 timer, vi skal igennem,« siger han til Channel 9 ifølge dpa.

Imens fortæller lederen af beredskabstjenesten i New South Wales, Shane Cribb, at han aldrig har set så meget nedbør på så kort tid.

»Jeg har aldrig set et regnvejr som dette. Jeg har arbejdet med mange oversvømmelser, og disse er de største, jeg har oplevet i min karriere,« siger han til tv-stationen ABC.

Gladys Berejiklian fortæller mandag, at regnen ventes at fortsætte indtil onsdag eller torsdag.

/ritzau/