Et portrætmaleri lavet af den østrigske maler Gustav Klimt blev tirsdag det næstdyreste maleri i historien solgt på en auktion.

Maleriet "Portrait of Elisabeth Lederer" blev solgt for 236,4 millioner dollar - svarende til 1523 millioner kroner - ved en auktion, der foregik i den amerikanske storby New York.

Auktionshuset Sotheby's oplyser, at seks budgivere kæmpede om portrætmaleriet i en periode på 20 minutter.

Sotheby's oplyser ikke identiteten på køberen.

Det dyreste maleri, der nogensinde er solgt på auktion, var Leonardo da Vincis maleri "Salvator Mundi".

Da Vinci-maleriet blev i 2017 solgt for 450 millioner dollar.

Gustav Klimt kreerede portrættet af Elisabeth Lederer, der var datter af malerens mæcen, i perioden 1914 til 1916.

En mæcen er en velhavende person, der støtter kunstnere økonomisk.

Maleriet forestiller Elisabeth Lederer i en hvid, kinesisk kejserkjole på et blåt tæppe omgivet af asiatiske personer.

Portrætmaleriet blev reddet fra ødelæggelse under Anden Verdenskrig, da det blev adskilt fra Gustav Klimts øvrige værker, der blev ødelagt af en brand på det østrigske slot Immendorf. Det skriver mediet CNN.

Kunstværket tilhørte ifølge CNN Estée Lauder-arvingen Leonard Lauder, som døde tidligere på året.

Estée Lauder, der døde i 2004, grundlagde det amerikanske kosmetikfirma af samme navn.

Portrættet hang gennem flere årtier i Leonard Lauders hjem.

Det er ikke første gang, at et Gustav Klimt-maleri opnår en høj pris ved en auktion. For to år siden i London blev værket "Lady with a Fan" solgt for 85,3 millioner pund svarende til 550 millioner kroner.

"Lady with a Fan" kan på dansk oversættes til "dame med en vifte".

Gustav Klimt blev født i Wien i 1862. Han døde i 1918.

/ritzau/AFP