Fem gruppevoldtægter af svenske kvinder begået i Malmø undersøges lige nu af politiet i den svenske by.

Senest gik det ud over en 20-årig kvinde i Nordens højeste bygning, Turning Torso, hvor fire mænd 1. maj voldtog hende på skift. De fire mænd er anholdt af svensk politi og er lige nu tilbageholdt, mens sagen undersøges.

Det skriver avisen Expressen.

Fem gruppevoldtægter siden november bliver lige nu efterforsket af politiet i Malmø. Men kun få personer er blevet anholdt.

»Hvad man generelt kan sige om de her sager er, at de ofte er kompliceret og kan tage meget lang tid at få undersøgt,« siger pressetalsmand for politiet i Malmø, Nils Norling.

Tidligere har to unge mænd på 15 år været tilbageholdt af politiet i en sag om en gruppevoldtægt, men de er igen på fri fod, og de sociale myndigheder i Sverige har taget hånd om dem, fordi de er for unge til frihedsberøvelse.

Den 15. november skete den første af den seneste tids gruppevoldtægter og en dag efter, den 16. november, skete det igen ved Sege Park i byen. En måned senere blev en blot 17-årig pige voldtaget den 16. december på en legeplads i Sofielund. Natten mellem den 2. og 3. februar blev en kvinde angiveligt voldtaget af to 15-årige drenge, og den 1. maj skete det altså igen i Turning Torso, hvor en 20-årige kvinde blev voldtaget. De anmeldte sager skulle umiddelbart ikke have forbindelse til hinanden, siger politiet.

Malmø har i de seneste år været ramt af en stor bølge af voldtægter, og tre gruppevoldtægter i slutningen af 2017 blev specialpoliti indsat for at efterforske forbrydelserne. Men også civilt bliver der gjort noget for at stoppe voldtægterne.

I slutningen af januar arrangerede svenske Christina Nellevi demonstrationen ’MOT våldtäkt’ (Mod voldtægt red.), ligesom der er  lavet en underskriftindsamling på nettet, der nu har rundet 13.000 underskrifter.