Flere forskere fra Kina har publiceret en række forskningsresultater, hvori de mener, at forskellige typer af coronavirus kan findes i flagermus.

Herunder en type RpYN06, der muligvis er den tætteste – rent genetisk – på den coronavirus, hele kloden har kæmpet med siden december 2019.

Det skriver CNN.

Laboratorieforsøget har foregået i den kinesiske provins Yunnan, i det sydvestlige Kina. Formålet har været at vise, hvor mange typer coronavirus, der er i flagermus, samt hvor mange der potentielt kan sprede sig til mennesker.

Der blev indsamlet prøver fra små flagermuse mellem maj 2019 og november 2020.

Urin, afføring og prøver fra dyrenes mund blev indsamlet under forskningen.

»I alt fandt vi 24 typer af coronavirus fra forskellige arter, inklusiv fire SARS-CoV-2-typer,« skriver forskerne i en rapport, der er udkommet i det videnskabelige tidsskrift Cell, skriver CNN.

Ifølge forskerne viser resultaterne, at virus nært relateret til SARS-CoV-2 findes i flagermus, og at de kan fremkomme med høj frekvens, skriver de.

Der er blevet indsamlet 411 prøver fra i alt 342 flagermus.

Forskerne vil med deres undersøgelser også forsøge at belyse, hvorvidt coronapandemien med sikkerhed kan knyttes til flagermus.

Det er også noget, WHO har påpeget i en rapport. Heri lyder det, at coronavirusset med al sandsynlighed spredte sig fra flagermus til mennesker gennem et andet dyr.

Læs den historie her.