Man skal høre meget, før ørerne falder af - og halen slår en krølle, fristes man til at sige i dette tilfælde.

En kinesisk forlystelsespark er nemlig blevet lagt for voldsom had på sociale medier, efter en gris blev tvunget ud over et 68 meter højt tårn.

Grisen, der vejede omkring 75 kg, var en del af et marketingsgreb fra forlystelsesparken Meixin Red Wine Town i byen Chongqing, da den indviede parkens nye bungeejump-tårn.

I en video fra springet ser man grisen iført elastik blive skubbet ud fra det høje tårn, mens man kan høre personer omkring - og formentlig grisen selv - hvine.

Den sidste sikkert ikke af fryd.

Videoen fra øjeblikket kan ses øverst i artiklen.

Det har fået brugere på kinesiske sociale medier til at fare i flint over udnyttelsen af den sagesløse gris, som ifølge lokale medier efterfølgende blev kørt til slagtning.

En bruger kalder ifølge BBC stuntet for 'en vulgær marketingstaktik', mens en anden påpeger, at det er to vidt forskellige ting at slå grise ihjel for føde og så misbruge dem til underholdning.

Her ses grisen i sekunded inden, den blev skubbet ud fra det 68 meter høje tårn i Chongqing, Kina.
Her ses grisen i sekunded inden, den blev skubbet ud fra det 68 meter høje tårn i Chongqing, Kina.
Vis mere

Den voldsomme kritik af marketingsstuntet har fået forlystelsesparken til at gå ud og undskylde.

»Vi accepterer på det dybeste den kritik, vi har fået af brugere på internettet, og undskylder overfor offentligheden. Vi vil forsøge at forbedre vores marketingstrategier, så vi kan give turister en bedre oplevelse,« lyder det i en udtalelse.

Men det har ikke fået dyrevelfærds-forkæmpere til at mindske kritikken.

I en årrække har eksempelvis den nordamerikanske organisation for dyrs velfærd, PETA, ønsket bedre forhold for dyr i Kina.

Her kan man nemlig ikke straffes for grusomheder begået mod netop dyr.

Til BBC fortæller PETA's vicepræsident for internationale anliggender, Jason Baker, at grisen i den givne situation må have haft et sandt mareridt.

»Grise oplever smerte og frygt på samme måde, vi gør, og dette forfærdelige PR-stunt bør være ulovligt,« siger han, inden han går videre:

»Den kinesiske befolknings vrede reaktion bør få de kinesiske beslutningstagere til at vågne op og implementere dyrbeskyttelseslove straks.«