Mens krigen fortsætter i Mellemøsten, holder Kina sig ude og opererer i det skjulte.
Det mener Berlingskes Asienkorrespondent Alexander Sjöberg.
»Hvis nogen påstår, at Kina holder sig helt ude af konflikten, så er det løgn. De står på sidelinjen, men kun for at kunne pege fingre ad USA og fremstå som dem der er for gode til den slags konflikter,« fortæller han til B.T.
Trump har indført en amerikansk blokade af Hormuzstrædet, efter weekendens strandede fredsforhandlinger.
Og intet tyder på, at USA og Iran er tæt på at indgå en aftale.
I Beijing holder man sig i baggrunden, men bruger samtidig konflikten som et springbræt til at håne USA og præsentere sig selv som et mere ansvarligt alternativ.
»Kina bruger konflikten til at vise USA som krigerisk og magtoverlegen. De siger: 'Se selv, kig på hvad der sker i Mellemøsten',« fortæller Sjöberg til B.T.
En måde, Xi Jinping har haft succes med det, er gennem brugen af ai.
På de kinesiske sociale medier er videoer, lavet med kunstig intelligens, blevet et kæmpe hit.
Her fremstilles USA som den grådige Hvide Ørn, der vil stjæle dyrebare ressourcer fra Iran, som portrætteres som en perserkat.

Videoerne er ikke lavet af privatpersoner, men af Kinas officielle statskanal CCTV.
Ifølge Alexander Sjöberg er den slags videoer et effektivt redskab til at sprede antiamerikansk propaganda.
»Humor virker, også politisk. Hvis kinesiske propagandafolk kan få folk til at smile over en provokerende, men ærligt talt morsom AI-video om krigen i Iran, og samtidig få USA til at fremstå grisk og latterlig, så har de allerede vundet,« siger han og fortsætter:
»Når statsstyrede AI-videoer får millioner af visninger, og brugere laver deres egne versioner, så er det svært at kalde det andet end en succes.«
Sjöberg understreger, at det er en snedig måde for Beijing at udnytte konflikten uden selv at blive trukket ind i den.
»Den position styrker Kinas globale image. De kan kritisere USA uden selv at blive rodet ind,« siger han.
Og på globalt plan håber Xi Jinping ifølge Sjöberg, at krigen svækker USA og forholdet til dets allierede.
»Konflikten er med til at splitte den amerikanske alliance, og det er noget Kina i høj grad kan udnytte, især over for Europa,« fortæller han.

Han mener, at kineserne ser lukningen af Hormuzstrædet og de stigende oliepriser som en mulighed for mere handel og tættere bånd til Europa.
»Den globale afhængighed af brændstof viser sig som et større problem end nogensinde. På den lange bane tjener det Kina, at verden mere seriøst overvejer at skifte til grøn energi hurtigere end tidligere.«
»I et Europa der stadig er mere bekymret for, hvad Trump gør og finder på, vil mange lande lede efter andre at samarbejde med. Og der taler nogen om, at vi vil finde tilbage til samarbejdet med Kina,« siger Sjöberg.
Og det styrker kun Kinas handelsposition yderligere.
»Hvis flere lande bliver interesserede i kinesisk grøn teknologi, som jo er førende globalt set, så bliver de endnu mere afhængige af Kina,« siger Sjöberg.
