Kina har i de senere år for alvor sat fart på i rumkapløbet.

Og selvom Kina er en ny rumnation, så arbejder landet ihærdigt på at hale ind på USA og Vesten.

I dag er tre kinesiske astronauter landet på jorden efter 183 dage i rummet. Det er den længste bemandede mission i rummet, som Kina hidtil har foretaget, skriver nyhedsbureauet Reuters.

De tre kinesiske astronauter blev sendt ud i rummet tilbage i oktober.

Turen var den femte ud af 11 planlagte missioner for at færdiggøre Kinas kommende rumstation.

Rumstationen skal have navnet Tiangong, som betyder »himmelsk palads«. Den kinesiske rumstation skal efter planen befinde sig 15 år i lavt jordkredsløb omkring 400-450 kilometer over Jordens overflade. Planen er, at den skal være færdig senere på året.

Historisk set har det været USA og Rusland, som har ført an i verdens rumkapløb, men i de seneste 15-20 år har Kinas rumprogram været på himmelflugt.

I 2018 stod Kina for flest succesfulde opsendelser af alle nationer med 38 missioner i rummet og i 2019 landede Kina som de første nogensinde på 'den mørke side af månen' – altså den side, som vender væk fra Jorden.

Den mørke side af Månen var før Kinas landing et helt uudforsket område. Her nåede amerikanerne aldrig at lande med deres banebrydende Apollo-program i tilbage i 1960erne og 70erne.