Kina har søndag udskudt en planlagt rummission, der skulle lede efter vand på sydsiden af Månen.

Det oplyser Kinas agentur for bemandet rumfart ifølge nyhedsbureauet AFP.

Den ubemandede mission opfylder ikke betingelserne for opsendelse, lyder det fra agenturet. Derfor kan månesonden "Chang'e 7" ikke gennemføres i det planlagte tidsrum i år.

Det er uklart, hvad den præcise årsag til forsinkelsen er.

Kina iværksatte sin første Chang'e-mission i 2007. Missionerne er navngivet efter en kvindelig figur ved navn Chang'e, som i kinesisk mytologi er kendt som en månegudinde.

Landet har i de seneste år investeret milliarder i sit rumprogram for at realisere det, som præsident Xi Jinping kalder landets "rumdrøm", skriver AFP.

Kinas mål er at få astronauter til Månen inden 2030 i et kapløb, hvor USA deltager med sit Artemis-program.

USA og Kina konkurrerer om at etablere baser på Månens sydpol, hvor man mener, at der findes store mængder af såkaldt vand-is i mørke kratere. Det skriver det amerikanske medie CNN.

Selv om USA har registreret vandet i kraterne på Månen, har landet aldrig haft held med at sende en sonde ned for at bore efter den eftertragtede ressource, skriver CNN.

Ifølge CNN har amerikanske virksomheder flere rumfartøjer på vej mod det samme område af Månen, som Kina sigter mod, inden for det kommende år.

Troen på, at Månens sydside rummer enorme mængder af frossent vand, er en vigtig årsag til, at området er blevet eftertragtet i rumkapløbet.

Hvis der findes store mængder af frossent vand, kan det have enorm betydning for udforskning af rummet og for etableringen af en base på Månen.

Det frosne vand kan gøre det muligt for astronauter at producere drikkevand, ilt og raketbrændstof på stedet i stedet for at fragte det op fra Jorden, skriver CNN.

RITZAU