Kina forbereder en omfattende lockdown i deres største by, Shanghai, for at få bugt med coronavirussen.

Det er faktisk den største lockdown i en kinesisk by, siden coronavirussen brød ud i landet for over to år siden, skriver flere udenlandske medier som CNN og Daily Mail.

Det skyldes, at storbyen med 26 millioner indbyggere er blevet centrum for et stort udbrud af coronavirus, som spreder sig rundt om i Kina.

I Shanghai er der registreret 2.678 nye coronatilfælde alene i lørdags, hvilket er langt fra strategien om 'zero-covid' – altså nul covid-19.

Derfor har myndighederne besluttet, at de mange indbyggere skal være i coronaisolation på skift hen over de næste ni dage.

Det har dog ikke været en let beslutning at skulle gennemføre en så stor lockdown, da de kinesiske myndigheder er bekymrede for, hvordan det vil påvirke økonomien.

Men nu er beslutningen truffet.

Til at starte med vil den østlige del af Shangai blive lukket ned fra 28. marts til 1. april, hvor omkring 11 millioner borgere skal blive indendørs.

Fra 1. til 5. april følger resten af byen trop, hvor den vestlige del af byen vil blive lukket ned. Her er det omkring 14 millioner, der skal i coronaisolation.

I forbindelse med lockdown vil myndighederne dele coronatest ud, og ellers håber de på »støtte, forståelse og samarbejde« fra befolkningen.

Desuden må ingen bevæge sig uden for og alle, der ikke varetager en samfundskritisk funktion, skal derfor arbejde hjemmefra.

Offentlig transport – busser, undergrund, færger og taxaer – vil være ude af drift, mens lockdown står på.

Indbyggerne i Shanghai skal i coronalockdown over de næste ni dage. Foto: REUTERS/Aly Song/File Photo
Indbyggerne i Shanghai skal i coronalockdown over de næste ni dage. Foto: REUTERS/Aly Song/File Photo Foto: ALY SONG
Vis mere

Her bliver folk i Shanghai testet for coronavirus. Foto: REUTERS/Aly Song
Her bliver folk i Shanghai testet for coronavirus. Foto: REUTERS/Aly Song Foto: ALY SONG
Vis mere