Kinas regering planlægger at invitere til forhandlinger mellem palæstinensere og israelere.

Det siger Kinas udenrigsminister, Wang Yi, i et interview til tv-stationen Al-Arabiya. Han er i denne uge på en rundrejse i Mellemøsten.

Kina har tidligere adskillige gange tilbudt sig som et alternativ til USA som mægler i den mangeårige konflikt.

- Vi vil invitere palæstinensere og offentlige figurer i Israel til forhandlinger i Kina, siger Wang.

Han uddyber det ikke nærmere. Og det står ikke umiddelbart klart, om han har folk på ministerniveau i tankerne.

Wang støtter i interviewet et saudisk initiativ til at afslutte krigen i Yemen. Det blev fremlagt mandag.

- Vi opfordrer til at igangsætte det saudiske initiativ til en løsning i Yemen så hurtigt som muligt, citeres han for at sige.

Det saudiske forslag går ud på en våbenhvile i hele Yemen og en genåbning af havne og lufthavne, som er under houthi-oprørernes kontrol.

De shiamuslimske oprøre, der har støtte fra Iran, har kaldt forslaget utilstrækkeligt.

I årtier har det været USA, der har spillet den afgørende rolle både i forhold til den israelsk-palæstinensiske konflikt og i forhold til Saudi-Arabien og Den Arabiske Halvø.

Kina har den seneste tid signaleret, at det både militært og diplomatisk agter at markere sig som en ligeværdig aktør med USA.

/ritzau/Reuters