Kina svarer igen, efter at Taiwans kommende præsident har lovet at beskytte sit folk mod kinesiske trusler.

Hos det kinesiske styre i Beijing er der tilsyneladende ingen tvivl om, hvem der har den overordnede magt over østaten Taiwan.

- Taiwan er Kinas Taiwan, lyder det således lørdag i en udtalelse fra den kinesiske regering.

Samtidig siger Kina, at landet vil modarbejde alle forsøg på at gøre Taiwan uafhængigt. Også udenlandsk indblanding i de taiwanske forhold vil blive modarbejdet af det kinesiske styre.

Meldingen kommer, efter at Taiwans nuværende vicepræsident, Lai Ching-te, er erklæret som vinder af lørdagens præsidentvalg i Taiwan.

Her har Lai sagt, at han vil beskytte Taiwan mod trusler fra Kina, og at "valget er begyndelsen på et nyt kapitel for Taiwans demokrati".

Lais Demokratiske Progressive Parti har åbent givet udtryk for, at det støtter, at Taiwan har sin egen nationale identitet, og at østaten adskiller sig fra det kommunistiske Kina.

Taiwan har i praksis fungeret som en selvstændig nation siden 1949, men Kina mener, at Taiwan er en kinesisk udbryderprovins.

Kina udfører jævnligt militærøvelser i Taiwanstrædet, som adskiller Taiwan fra det kinesiske fastland. Øvelserne bliver opfattet af Taiwan og Vesten som militære provokationer.

Styret i Beijing siger i sin udtalelse, at Lais sejr ved præsidentvalget ikke ændrer noget ved det eksisterende forhold mellem Kina og Taiwan.

Desuden mener Kina ikke, at Lais Demokratiske Progressive Parti repræsenterer den brede befolkning i Taiwan.

- Vi fastholder vores standpunkt i forhold til at løse Taiwan-sagen og gennemføre en national genforening.

- Vores beslutsomhed (i forhold til en fremtidig genforening, red.) er klippefast, skriver det kinesiske styres ministerium for anliggender i Taiwan.

I optakten til valget har Kina gentagne gange fordømt Lai Ching-te som en farlig separatist og taget afstand fra hans opfordringer til forhandlinger om uafhængighed fra Kina.

Kun 14 lande anerkender Taiwan som selvstændigt, og hverken Danmark eller USA er blandt dem. USA er ellers Taiwans vigtigste udenlandske støtte og leverandør af militært udstyr.

Lørdag gentager USA's præsident, Joe Biden, amerikanernes standpunkt.

- Vi støtter ikke uafhængighed, siger han, da han af journalister bliver bedt om at kommentere valget i Taiwan.

USA's udenrigsminister, Antony Blinken, fastslår dog i en udtalelse, at USA fortsat vil samarbejde med Taiwan og pleje de to landes uofficielle forhold.

Han ønsker samtidig Lai tillykke med sejren.

Også Rusland har gentaget, hvad landet mener om Taiwan.

Rusland anser Taiwan for at være en integreret del af Kina, fastslår en talsperson for det russiske udenrigsministerium ifølge det statslige russiske nyhedsbureau Tass.

/ritzau/Reuters