»Jeg er ked af det, men jeg kan bare ikke holde det ud længere.«
Sådan indledte verdens rigeste mand, Elon Musk, tirsdag et opslag på sit sociale medie, X. Et opslag, som siden har fået massiv opmærksomhed og har vakt opsigt. Angiveligt også i Det Hvide Hus.
Til CNN oplyser i hvert fald flere unavngivne embedsmænd i netop den amerikanske præsidents embedsbolig, at de – efter sigende – blev 'taget på sengen af de barske bemærkninger' fra Elon Musk, som mediet formulerer det.
Hele sagen har sit udspring i en række opslag, som techmilliardæren – der længe har været meget tæt på Donald Trump – affyrede på X tirsdag.
Alle var de rettet mod den enorme lovpakke, som præsidenten omtaler som sin 'Big beautiful bill', og blandt andet omfatter udvidede skattelettelser, øgede krav til føderale ydelser og en forhøjelse af det nationale gældsloft.
Lovpakken har dog mødt massiv modstand, mens den nu står over for at skulle en tur igennem Senatet, før den eventuelt kan blive godkendt.
Især mener kritikere, at lovpakken vil øge den føderale gæld. Massivt.
Særligt den del er åbenbart også faldet Elon Musk – som i sidste uge takkede af i Trumps administration – for brystet.
»Jeg er ked af det, men jeg kan ikke holde det ud længere. Denne massive, skandaløse udgiftslov fra Kongressen er en modbydelig vederstyggelighed,« skrev han tirsdag på X og tilføjede:
»Skam over dem, der stemte for det: I ved, at I gjorde noget forkert. I ved det.«
I et andet opslag fulgte han op med:
»Den vil øge det allerede gigantiske budgetunderskud til 2,5 billioner dollar (!!!) og belaste USAs borgere med en knusende uholdbar gæld.«
Natten til onsdag dansk tid har han skrevet et tredje opslag:
»Gigantiske udgiftslove får USA til at gå bankerot! NU ER DET NOK,« skriver han.
Til CNN hævder flere unavngivne embedsmænd i Det Hvide Hus, at rigmandens holdning til lovforslaget ikke var nogen hemmelighed for ledende medarbejdere i den såkaldte West Wing – Vestfløjen – af præsidentboligen, der blandt andet dækker over præsidentens, vicepræsidentens, stabschefens, rådgivernes, pressesekretærens og deres personales kontorer.
Videre fortæller kilderne, at de ikke forventede, at Elon Musk ville indtage en så stærk offentlig holdning til den omdiskuterede lovpakke.
Især i betragtning af de samtaler, Musk skal have haft med medarbejdere i Det Hvide Hus og republikanske politikere, lyder det fra kilderne.
Til Politico beskriver en anden unavngiven kilde i Det Hvide Hus reaktionen til udmeldingen fra Musk på følgende måde:
»Vestfløjen er forbløffet, ikke begejstret og skuffet.«
Den voldsomme kritik, som Elon Musk har rettet mod lovpakken, er dog ikke hans første – omend det er hans hårdeste.
I et interview med CBS News udtalte han i sidste uge om 'Big beautifil bill':
»Jeg er skuffet over at se et budget med enorme udgifter, som igen øger underskuddet. Det underminerer det job, Doge udfører.«
Elon Musk blev af Trump sat i spidsen for Doge – Departement for Regeringseffektivitet, der de seneste måneder har gennemført store føderale besparelser – men som han i sidste uge forlod.
Det var hele tiden meningen, at Musk kun midlertidigt skulle arbejde for Trump.
Tirsdag blev Det Hvide Hus' pressesekretær Karoline Leavitt spurgt ind til Musks kritik af lovpakken, hvortil hun ifølge CNN svarede, at »præsidenten allerede ved, hvor Elon Musk står i forhold til dette lovforslag«:
»Det ændrer ikke præsidentens mening – det er et stort, smukt lovforslag, og han holder fast i det,« tilføjede hun.
Donald Trump har endnu ikke kommenteret kritikken fra Musk, som længe var en af hans nærmeste rådgivere og største støtter.
Du kan følge udviklingen i international storpolitik i vores liveblog, som du finder lige HER.