En våbenhvile mellem Israel og den militante gruppe Hizbollah ventes at blive præsenteret snart.
Det siger unavngivne libanesiske embedsmænd til mediet Financial Times.
Det sker sandsynligvis i denne uge, når israelske soldater er færdige med at overtage den vigtige by Bint Jbeil i det sydlige Libanon. Det siger to personer bekendt med sagen til mediet.
Hizbollah har base i Libanon.
Konflikten i Libanon er blevet et centralt punkt i forsøget på at afslutte USA's og Israels krig mod Iran. Den begyndte den 28. februar, da de to lande sammen udførte et storstilet angreb på golfstaten.
Den amerikanske præsident, Donald Trump, præsenterede tirsdag i sidste uge en våbenhvile på 14 dage med Iran. Våbenhvilen gælder også Israel.
Iran og Pakistan, der er mægler i konflikten, har insisteret på, at Libanon er del af våbenhvilen. Det har USA og Israel sagt, at landet ikke er.
Hizbollah er Irans vigtigste milits i Mellemøsten.
Forhandlinger mellem Iran og USA brød i weekenden sammen i Pakistans hovedstad, Islamabad.
Trump sagde tirsdag til The New York Post, at en anden runde samtaler mellem USA og Iran kan finde sted i løbet af de næste to dage.
En højtstående unavngiven amerikansk embedsmand sagde onsdag, at USA ikke har forsøgt at få en våbenhvile i Libanon, og at sagen er adskilt fra samtaler med Iran.
- Men præsidenten ville byde et ophør af fjendtlighederne i Libanon velkommen som en del af en fredsaftale mellem Israel og Libanon, lød det ifølge Financial Times.
Israels premierminister, Benjamin Netanyahu, oplyste onsdag aften, at Israel fortsat angriber Hizbollah i det sydlige Libanon.
Han tilføjede, at kampene var koncentreret om Bint Jbeil, som han kaldte en Hizbollah-højborg, som israelske soldater er "tæt på at besejre".
Konflikten mellem Hizbollah og Israel blussede op igen, da Hizbollah i solidaritet med Iran begyndte at angribe Israel efter drabet på Irans øverste leder, ayatollah Ali Khamenei, ved krigens begyndelse.
Herefter trængte israelske soldater ind i Libanon og har etableret det, som nogle israelske embedsmænd har beskrevet som en bufferzone. Den strækker sig omkring otte til ti kilometer ind i Libanon.
Mindst 2167 mennesker er blevet dræbt i Libanon siden kampenes udbrud den 2. marts, herunder 260 kvinder, 172 børn og 91 sundhedsansatte, oplyser landets sundhedsministerium.
/ritzau/
