Amerikanske styrker er begyndt at trække sig ud af USA's største base i det nordøstlige Syrien mandag.

Det siger tre syriske militær- og sikkerhedskilder.

Vidner siger, at dusinvis af lastbiler - flere lastet med pansrede køretøjer - har forladt basen ved Qasrak i provinsen Hasakah.

Qasrak har været en hovedbase for den amerikanskledede internationale koalition i kampen mod Islamisk Stat.

Hvis USA trækker sig fra Qasrak, vil koalitionen fortsat have basen Rmelan tæt på grænsen til Irak.

Syrien har været igennem store politiske omvæltninger de seneste år og måneder.

Syriens præsident, Ahmed al-Sharaa, overtog i januar det meste af et kurdisk-kontrolleret område i det nordlige og østlige Syrien i en lynoffensiv.

Siden har USA trukket sig fra en base ved al-Shaddadi i provinsen Hasakah og en garnison ved al-Tanf, der ligger tæt på, hvor grænserne mellem Syrien, Irak og Jordan mødes.

Det amerikanske militærs centralkommando, Centcom, er ikke vendt tilbage på en henvendelse om en udtalelse fra nyhedsbureauet Reuters.

En højtstående embedsmand i USA sagde onsdag til Reuters, at nogle amerikanske soldater var ved at forlade Syrien som del af en "velovervejet overgang baseret på visse betingelser".

USA har ifølge embedsmanden ikke behov for den samme tilstedeværelse som tidligere, da den syriske regering har vist sig villig til at tage "det primære ansvar for at bekæmpe terrorister inden for sine grænser".

Wall Street Journal skrev sidste uge, at USA vil trække alle sine omkring 1000 soldater ud af Syrien.

Syrien tilsluttede sig sidste år den amerikanskledede koalition mod Islamisk Stat. Den militante islamistiske gruppe, der engang kontrollerede en tredjedel af Syrien og Irak, har taget skylden for to angreb lørdag, hvor en soldat og en civil blev dræbt.

Syriens nuværende præsident, Ahmed al-Sharaa, væltede sammen med oprørsgruppen Hayat Tahrir al-Sham i december 2024 den mangeårige leder Bashar al-Assad under en hurtig offensiv.

/ritzau/Reuters