En ordre om at begrænse et satellitsystem, som Ukraine bruger til kommunikation og droneoperationer på slagmarken, kom inde fra Det Hvide Hus.

Det oplyser to amerikanske embedsmænd og en vestlig embedsmand med kendskab til sagen.

Embedsmændene oplyser, at ledere i USA's forsvarsministerium, Pentagon, modtog en besked om, at Starshield-tjenestens hastighed skulle sænkes.

Starshield er den militære version af Starlink, som er en satellittjeneste fra rigmanden Elon Musks SpaceX.

Embedsmændene udtaler sig på betingelse af anonymitet. De afslører ikke, hvem i Det Hvide Hus der traf beslutningen, eller hvem der var ansvarlig for at implementere ordren. Pentagon er Starshields største kunde.

Ukrainske embedsmænd sagde tidligere på ugen, at Starlink-modtagere var holdt op med at fungere i Ukraine, når de var monteret på objekter i hurtig bevægelse. Det forstyrrede ukrainske droners ydeevne, lød det.

En ansat i Ukraines forsvarsministerium sagde torsdag, at Starlink-modtagerne nu fungerede, når de var i bevægelse, men kun ved hastigheder på op til 160 kilometer i timen.

Meldingen fra de tre kilder kommer, samtidig med at USA's præsident, Donald Trump, har presset Ukraine til at stoppe med at angribe russiske olieraffinaderier.

Han har givet Ukraines angreb skylden for de stigende energipriser, som svækker hans partis chancer ved midtvejsvalget den 3. november.

Eksperter siger dog, at stigningen i energiomkostninger hovedsageligt er resultatet af den amerikansk-israelske krig med Iran, som har ført til, at Iran har indført en de facto lukning af det vigtige Hormuzstræde.

Som svar på en anmodning om en kommentar til ordren om at begrænse Starshield lyder det fra en højtstående amerikansk embedsmand:

- Ingen anmodning af den type blev nogensinde fremsat af præsidenten.

Det Hvide Hus svarer ikke på spørgsmål om, hvorvidt andre repræsentanter for administrationen kan have fremsat anmodningen.

SpaceX udviklede Starshield specifikt til statslige kunder og nationale sikkerhedsopgaver, heriblandt især Pentagon.

Selskabets administrerende direktør, Elon Musk, skrev onsdag på det sociale medie X, at det kun er det amerikanske militær og præsidenten, der kan styre Starshield-systemernes hastighed.

Hverken SpaceX, Pentagon eller den ukrainske ambassade i Washington D.C. har svaret på en anmodning om en kommentar.

RITZAU/Reuters