Med Taliban-styrker på hastig indmarch i Afghanistans hovedstad, Kabul, skal SAS-fly nu sendes på vingerne for at hjælpe med evakueringen af danske udsendte i landet.

Ifølge B.T.s oplysninger er det skandinaviske luftfartsselskab blevet bedt om hjælp med såkaldte 'evacuation flights', der ifølge planen skal kunne tage afsted allerede søndag aften eller mandag.

Udenrigsministeriet vil hverken be- eller afkræfte over for B.T., at man har bedt SAS om hjælp med evakueringen.

Ifølge B.T.s oplysninger skal fly sætte kursen mod hovedstaden i nabolandet Pakistan, Islamabad, samt Georgiens hovedstad, Tbilisi.

Der er altså tale om, at de danske udsendte og ansatte skal transporteres ud af Afghanistan på anden vis, hvis de ikke allerede har forladt landet.

I de seneste døgn har tusinder forladt Afghanistan via lufthavnen i Kabul.
I de seneste døgn har tusinder forladt Afghanistan via lufthavnen i Kabul. WAKIL KOHSAR

Søndag formiddag meddelte Udenrigsministeriet, at de udsendte medarbejdere på Danmarks ambassade i Kabul var blevet flyttet til byens lufthavn.

Samtidig er al kommerciel luftfart til og fra Kabul suspenderet, skriver Reuters søndag aften. Dermed er det kun militære fly, der kan lette og lande.

Ved du noget? Så tip B.T. og kontakt journalisten bag historien ved at sende en mail til psin@bt.dk.

I en kort kommentar til B.T. vil SAS heller ikke be- eller afkræfte, om man er blevet bedt af danske myndigheder om at sende evakueringsfly på vingerne.

Men pressechefen i flyselskabet, norske John Eckhoff, understreger, at man altid gerne hjælper i situationer som den, vi ser i Afghanistan.

»Hvis vi får henvendelser fra myndigheder, hvor det drejer sig om at hjælpe nødstedte skandinaver i udlandet, så står vi klar med fly. Det har vi ofte gjort før,« siger han til B.T.

Situationen i Afghanistan er på få dage eskaleret. Flere medier beretter, at Taliban har indtaget både præsidentpaladset i kabul, ligesom flere ministerier også er under deres kontrol.

Søndag eftermiddag forlød det også, at landets præsident, Ashraf Ghani, skulle have forladt Afghanistan.