Irans øverste leder, Mojtaba Khamenei, har pådraget sig alvorlige skader i ansigtet og på benene.
Det siger tre kilder tæt på hans inderkreds ifølge nyhedsbureauet Reuters, skriver blandt andre Sky News.
Siden Mojtaba Khamenei blev udnævnt til ny ayatollah efter faderen, Ali Khameneis død i et luftangreb på krigens første dag, har han ikke vist sig offentligt, og han har kun givet lyd fra sig gennem skriftlige erklæringer.
Sønnen var også i det kompleks, der blev ramt af israelske missiler og dræbte faderen.
Der har længe gået rygter om, at han enten ikke overlevede luftangrebet eller pådrog sig alvorlige skader.
Nu mener kilder at vide, at hans ansigt er blevet vansiret af angrebet, og han pådrog sig betydelige skader på det ene eller begge ben.
Men den 56-årige ayatollah er ikke desto mindre ved at komme sig over sine skader og er stadig mentalt skarp, lyder det fra kilderne.
Han deltager også i møder med højtstående embedsmænd via audiokonferencer og er involveret i beslutninger om vigtige spørgsmål – herunder fredsforhandlinger.
Intet af ovenstående er dog officielt bekræftet.
I midten af marts lød det fra den amerikanske forsvarsminister Pete Hegseth, at Khamenei var 'såret og sandsynligvis vansiret'.
En amerikansk efterretningskilde fortalte Reuters, at Khamenei menes at have mistet et ben.

