I mere end halvandet døgn lykkedes det våbensystems-officeren fra det F-15E Strike Eagle-kampfly, der fredag blev skudt ned over Iran, at undgå de iranske styrker.
Angiveligt blandt andet ved at vandre op ad en 2.100 meter høj bjergkam.
Det skriver The New York Times, der har talt med flere amerikanske militærembedsmand om redningsaktionen, der søndag morgen dansk tid endte med, at officeren blev reddet ud af Iran.
Sammen med en pilot havde officeren – en mandlig oberst – siddet i det amerikanske kampfly, da det fredag blev skudt ned over Iran, og begge endte med at skyde sig ud af cockpittet.
Kort efter lykkedes det at redde piloten, men det tog længere tid at finde frem til flyets våbensystems-officer.
Ifølge The New York Times kilder gemte officeren sig bag fjendens linjer – og han havde ikke meget mere end en pistol som forsvar, lyder det.

På et tidspunkt skal han ifølge mediets kilder have gemt sig i en sprække i et bjerg.
Til at begynde med var hans placering ukendt for både amerikanerne, der forsøgte at redde ham, og iranerne, der forsøgte at fange ham, lyder det.
For selvom han – efter sigende – havde nødradio og en sikker kommunikationsenhed, brugte han den kun begrænset.
For også de iranske styrker kunne opfange signalet, skriver mediet.
Da det lykkedes de amerikanske styrker at finde ham, skal de amerikanske kampfly have kastet bomber og åbnet ild mod iranske konvojer for at holde dem væk fra området, mens redningen stod på.
Kildernes oplysninger er ikke officielt bekræftet.
Ifølge den amerikanske præsident, Donald Trump, har militærofficeren pådraget sig 'skader', men 'han vil klare sig fint', skrev han i et opslag på Truth Social søndag morgen.
Hverken Trump eller det amerikanske militær har oplyst nærmere om, hvordan redningsaktionen helt præcist udspillede sig.
Det vides heller ikke, hvilke skader officeren skal have lidt.
Iran har endnu ikke kommenteret sagen.
Du kan følge udviklingen i USA og Israels krig mod Iran i vores liveblog lige HER.

