Det Hvide Hus' særlige udsending Steve Witkoff skal onsdag mødes med Ruslands præsident, Vladimir Putin, i Rusland.

Det siger en unavngiven amerikansk embedsmand til mediet Axios og nyhedsbureauet AFP.

Det sker, efter at Witkoff tirsdag mødtes med Ukraines præsident, Volodymyr Zelenskyj, i den norske hovedstad, Oslo.

Zelenskyj sagde tirsdag, at det næste skridt skal være et trilateralt møde mellem ham, Putin og den amerikanske præsident, Donald Trump. Det har Rusland dog indtil videre afvist.

- Hvis der er tale om spørgsmål vedrørende Ukraine og vores fremtid, er det kun acceptabelt (at drøfte, red.), når vi selv sidder med ved forhandlingsbordet. Det står helt klart, sagde han ifølge AFP.

På mødet i Oslo deltog Witkoff, Zelenskyj og lederne af Norge og Finland samt repræsentanter fra Frankrig, Storbritannien, Tyskland, Polen, EU og Nato.

Ved siden af Norges statsminister, Jonas Gahr Støre, og Finlands præsident, Alexander Stubb - som Trump ifølge AFP spiller golf med - sagde Zelenskyj på et pressemøde, at det er "vigtigt, at vi holder dialogen i gang".

Det fremgår ikke, om det er den samme amerikanske embedsmand, der udtaler sig til Axios og AFP om Witkoffs møde med Putin.

Til Axios lyder det, at mødet onsdag skal finde sted i Sankt Petersborg, hvor Witkoff skal præsentere et forslag, der skal afslutte krigen i Ukraine.

Til AFP siger den amerikanske embedsmand, at mødet vil finde sted i den russiske hovedstad, Moskva.

Embedsmanden siger til både Axios og AFP, at den anden særlige udsending Jared Kushner vil deltage virtuelt.

Personen udtaler sig også til begge medier om mødet i Oslo.

- Ukraine fremlagde nye idéer og forslag, som blev drøftet i detaljer, siger embedsmanden til AFP og Axios.

Over for AFP kalder embedsmanden mødet i Oslo for "meget produktivt og konstruktivt".

- Parterne gjorde meningsfulde fremskridt i retning af en koordineret tilgang til at inddrage Rusland og fremme den diplomatiske proces, siger embedsmanden.

Witkoffs møde med Putin i Rusland har til formål at "bygge videre på fremskridtene" fra Oslo og skabe grundlag for direkte trepartsforhandlinger mellem Ukraine, Rusland og USA, siger embedsmanden til AFP.

RITZAU