De var sejlet ud for at fiske i det iskolde Barentshavet – men kun få af dem ser ud til at vende tilbage i live.

Tidligt mandag morgen sank den russiske fiskekutter 'Onega', og kun to af de i alt 19 personer om bord er blevet reddet. Resten formodes at være omkommet i ulykken, der ifølge kilder skete så hurtigt, at de blev 'skyllet af dækket'.

Det fortæller en anonym kilde, der skal være tæt på de to overlevende, til det russiske nyhedsbureau Interfax.

Fiskekutteren 'Onega' sank mandag morgen i Barentshavet nær Novaja Zemlja, der er en russisk øgruppe i Det Nordlige Ishav.

To personer – en styrmand og en matros – blev reddet op af det kolde vand af et andet fartøj, men resten af besætningen forsvandt ud af syne.

»Et besætningsmedlem døde ifølge de overlevende, og liget blev skyllet ud i havet. De andre mistede de af syne, da skibet blev oversvømmet,« fortæller kilden til det russiske nyhedsbureau.

Ifølge kilden nåede besætningen ikke at iføre sig redningsudstyr eller andet, da tragedien skete.

»Katastrofen skete under en stærk blæst, lige da besætningen var ved at indsamle nettet med deres fangst. Alle var iført våddragter, men ingen havde tid til at bruge hjælpemidlerne. Folk blev bogstaveligt skyllet af dækket og ud i havet,« fortæller kilden videre.

Det russiske nyhedsbureau Tass oplyste mandag, at et besætningsmedlem var blevet fundet død.

De øvrige 16 er fortsat savnet.

Ruslands præsident, Vladimir Putin, har ifølge det norske medie Dagbladet udtrykt sin 'dybe medfølelse med de berørte familier'.