Hvis du havde levet store dele af dit liv uden fri adgang til internettet, hvad ville så være noget af det første, du søgte efter?

For en del af de nordkoreanske soldater, der nu opholder sig i Rusland, peger søgningerne – ifølge »en normalt pålidelig kilde« – efter sigende i særligt én retning: 

Nemlig efter porno.

Det var chefkommentatoren for udenrigsanliggender på Financial Times, Gideon Rachman, der første gang kunne melde om den påstand tidligere på ugen.

På dette billede, som blev taget den 2. oktober og blev frigivet af Nordkoreas statsmedie KCNA via KNS den 4. oktober, ses nordkoreanske tropper, der deltager i træning på en base for den koreanske folkehærs specialoperationsstyrker på et ikke offentliggjort sted i Nordkorea.
På dette billede, som blev taget den 2. oktober og blev frigivet af Nordkoreas statsmedie KCNA via KNS den 4. oktober, ses nordkoreanske tropper, der deltager i træning på en base for den koreanske folkehærs specialoperationsstyrker på et ikke offentliggjort sted i Nordkorea. AFP PHOTO/KCNA VIA KNS/Ritzau Scanpix

Siden er sagen også endt som et spørgsmål til Pentagon.

»En normalt pålidelig kilde fortæller mig, at de nordkoreanske soldater, der er udstationeret i Rusland, aldrig før har haft uhindret adgang til internettet. Derfor vælter de sig i pornografi,« lød det tirsdag i et opslag på X fra Gideon Rachman.

Han bragte dog ikke dokumentation for sin påstand, og ingen andre kilder har bekræftet meldingen.

Det har dog ikke forhindret, at påstanden er blevet delt vidt og bredt, ligesom flere medier har omtalt den.

Selvom internetadgangen ikke er uhindret i Rusland, er den friere end i Nordkorea, som er et af verdens mest restriktive lande og er kendt for at være yderst lukket for omverdenen.

Efterfølgende er der også blevet stillet spørgsmål om kildens melding til Pentagon, der er hovedkvarteret for USAs forsvarsministerium og den militære kommando, skriver Politico.

Der lyder svaret dog fra major Charlie Dietz, som er talsmand for det amerikanske forsvarsministerium, at man ikke kan bekræfte »nogen nordkoreanske internetvaner eller virtuelle 'fritidsaktiviteter'« i Rusland.

Videre lyder det fra majoren, at Pentagon kun er bekymret for de »mere alvorlige« aspekter af det nordkoreanske militære forhold til Rusland, mens det fører krig mod Ukraine:

Sydkoreas efterretningstjeneste offentliggjorde i midten af oktober dette satellitbillede, der angiveligt skulle vise nordkoreanske troppers tilstedeværelse på det russiske Ussuriysk-militæranlæg,
Sydkoreas efterretningstjeneste offentliggjorde i midten af oktober dette satellitbillede, der angiveligt skulle vise nordkoreanske troppers tilstedeværelse på det russiske Ussuriysk-militæranlæg, AFP PHOTO / AIRBUS DEFENCE AND SPACE VIA SOUTH KOREA'S NATIONAL INTELLIGENCE SERVICE/AFP/Ritzau Scanpix

»Hvad angår internetadgang, er det et spørgsmål, der bedst rettes til Moskva. Lige nu er vores opmærksomhed fortsat rettet mod at støtte Ukraine og håndtere de mere betydningsfulde regionale sikkerhedsproblemer,« udtaler Dietz.

Sagen om de nordkoreanske tropper, der befinder sig i Rusland, har i det hele taget vakt stor opsigt den seneste tid.

Ikke mindst fordi det forlyder, at mere end 10.000 er til stede på russiske militærbaser – og opholder sig tæt på grænsen til Ukraine.

Flere har vurderet, at de nordkoreanske soldater vil få træning af russerne, før de på et tidspunkt vil kunne blive indsat mod de ukrainske styrker. 

Tirsdag meldte Ukraine, at landets tropper for første gang havde været i en »mindre konfrontation« med nordkoreanske soldater.

Det kan du læse mere om i artiklen HER.